“Byger der går og kommer, det er den danske sommer”, lyder det i højskolesangbogen, men årets sommer ser ud til at blive historisk varm. Nu er Danmarks Meteorologiske Institut ude med en advarsel. De forventer, at der kommer en hedebølge til Danmark.

– For at der skal være tale om en hedebølge, skal midlet af de højeste registrerede temperaturer, målt over 3 sammenhængende dage, overstiger 28 grader i et område, fortæller meteorolog ved DMI, Klaus Larsen.

– Tirsdag kan vi nogle steder få temperaturen op mellem 28 og ca 32 grader, og onsdag bliver meget varm. Der er udsigt til at vi mange steder får temperaturer op over 30 grader, stedvis måske nær 35 grader. Men da mandag havde temperaturer mellem 20 og 25 grader og torsdag forventes i samme niveau, så er det ikke sikker at kriteriet for hedebølge bliver opfyldt, forklarer Klaus Larsen.

Hedebølgen rammer ikke kun Danmark, i Sydeuropa har man i flere storbyer målt over 40 grader, ligesom man lige nu i Storbritannien oplever temperaturer, der sjældent er set før på de breddegrader.