Tidligere på året blev der afholdt DM i Skills i Høng i Kalundborg Kommune. I mediegrafiker-faget vandt 25-årig Frederik Dahl Kehlet, der er i lære hos Ryes Kaserne i Fredericia. Tirsdag den 27. september blev han hyldet på Meldahls Rådhus.
DM i Skills skal eksponere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at vise de dygtigste eud-elever, der gennem konkurrencer yder deres bedste. Desuden skal mesterskabet ses som talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får muligheden for at yde det ypperste og dermed måske ende som Danmarks, ja måske verdens bedste faglærte inden for sit felt.
Danmarks bedste inden for mediegrafikerfaget er Frederik Dahl Kehlet, som tirsdag fik Rådhuspandekager og flotte ord med på vejen fra Fredericias borgmester, Steen Wrist.
– Skills er noget du i særdeleshed har, Frederik. Det satte du en stor fed streg under, da du tidligere i år fik en førsteplads ved DM i Skills i Høng. Du er Danmarks bedste mediegrafikerelev – stort tillykke. Jeg kan godt afsløre, at det ikke kun var dig, der var stolt, da du stod på scenen. Jeg var selv til stede i Høng for at hente stafetten til næste års DM i Skills, der skal afholdes i Fredericia. Jeg var stolt, da jeg så dig på scenen, og det er jeg stadig. Du sætter det gode eksempel hver eneste dag. Både på din skole og på din læreplads på Ryes Kaserne her i byen, sagde Wrist.
Efter borgmesterens tale var det tid til de obligatoriske pandekager, der blev skyllet ned med bobler inden det blev tid til at tale om oplevelsen til DM i Skills.
– Vi ankom, og fik lov til at lave egen base. Vi (mediegrafikerne, red.) var ude at spise for at være lidt sammen. Dagen efter var det lige på og hårdt. Vi fik første opgave med logo, og så kom der opgaver med busreklamer, designlinje og alt sådan noget. Temaet var Tour de France, da de skulle køre igennem Høng. Jeg synes, at det var en fed opgave, siger Frederik og forklarer, hvordan det afgøres, hvem der vinder:
– Der er en liste over hvad de forskellige de ting giver. Der gives point efter om man redigerer billeder godt, laver outline på tekst og alt sådan noget. Man får 0-10 point i hver kategori, og det er noget lærerne og censorerne voterer om. Til sidst er det den samlede score, der afgøre, hvem der vinder.
Frederik forventede ikke selv at vinde. I feltet på syv elever var han den eneste, der blev siddende, da det skulle afgøres.
– De seks andre rejste sig og klappede, en krammede mig. Jeg tænkte bare det var en fed oplevelse at deltage. Jeg er god teknisk og havde fået en masse point der og vandt på det, siger han.
Det at være i lære som mediegrafiker på Ryes Kaserne klinger ikke så godt sammen, men for Frederik giver det god mening.
– Alle jeg møder synes det er spøjst . Jeg synes selv det er fedt, da drømmen var at komme i Forsvaret. Nu laver jeg delen bagved og rører ved ustyret. Jeg er ud at filme i Oksbøl, Boris og andre steder. Det er mega fedt, slutter han.


