Det vi mener er

Kommentar: Vi lever i en tid, hvor der er flere meninger end nogensinde før. Folk mener utrolig meget, hele tiden. Samtidig er der i stigende grad færre og færre, der kan blive enige om selv basale forhold. Den fælles erkendelse af at noget er på en bestemt måde bliver løbende formindsket. Derfor skal man endda diskutere, om der findes det ene eller andet køn.

Denne opløsning af noget vi i fællesskab kan erkende er den reelle trussel mod demokratiet. Frasen om ”den demokratiske samtale” er populisme. For vi har heller ingen historisk erfaring for, at der har været en speciel ”demokratisk samtale”. Tværtimod er historien fuld af den kendsgerning, at meninger brydes, folk strides og uenigheder forbliver.

Ikke desto mindre er der kommet ideologiske strømme til, der insisterer på at uenighed er skadeligt.

Folk der mener noget andet end en selv, skal bekæmpes og lukkes ned.

Men er uenighed ikke i sin grundform udtryk for, at vi er forskellige? Og hvis vi var enige om alting, havde vi så overhovedet brug for et demokrati? Demokratiet skal netop sikre at uenigheden eksisterer indenfor nogle givne rammer, der ikke ender i krig. For uenigheder er traditionelt, i deres ultimative form, blevet afklaret ved krige.

Det er en utopisk virkelighedsflugt at tro på et samfund, hvor vi alle er enige. Derfor er det også risikabelt, når nye ideologier tilstræber absolut enighed omkring bestemte synspunkter. For en dels vedkommende sker det ironisk nok ved at påberåbe sig en form for fuldkommenhed og nærmest guddommelig indsigt. Det er ikke ydmyghed, der står øverst på listen over dyder i den sammenhæng.

Værre bliver det, når uenigheden fører til at tillægger andre synspunkter, de slet ikke har eller giver udtryk for at have. Det afslører en høj grad af vilje til at ville forme ens opfattelse af virkeligheden selv, uanset hvilke andre oplysninger eller konstateringer, der måtte være. Som art ville vi komme meget længere, hvis vi var mere interesserede i, hvorfor andre mener, hvad de nu ellers mener.

Den moderne teknologi har på godt og ondt givet mange mennesker en stemme. Det er muligt for enhver at blive set og hørt. For nogle lader det til at betyde enormt meget, at mange er enige med dem. Samtidig bliver en pæn del krigeriske, nedladende, irettesættende, sarkastiske eller decideret modbydelig, hvis deres synspunkter møder modstand. Der er meget kort afstand fra uenigheden til anvendelsen af skældsord.

Det er såre menneskeligt. Vores evolution er baseret på en ufattelig lang kamp for overlevelse. Verden er farlig. De stærke æder de svage. Begrebet medmenneskelighed er et udtryk for, at vores art undervejs har ønsket det anderledes. Få moderne mennesker er tilhængere af krig. Selv dem, der deltager i eller hylder krigspropaganda, ønsker næppe krig for krigens skyld. Vi har udviklet os siden urmennesket.

Alligevel spidser tingene sig til. At det skyldes den digitale udvikling, forekommer indlysende. Men er løsningen at indføre omfattende censur af dem, man er uenige med? Lige nu begrunder man i de vestlige samfund en stigende autoritær tankegang med, at man vil forhindre selveste ondskaben ved at fjerne opposition. En del folk der kalder sig selv for demokratiske, er de ypperste fortalere for censur, overvågning og forbud.

I Canada er staten ved at udvikle sig til et autoritært mareridt. Den politiske ledelse påberåber sig stor moralsk overlegenhed. Men samtidig anvendes offentlige, faglige kontrolmyndigheder til at true sig til tavshed. På lige fod med USA har man et tæt samarbejde med de sociale medier, hvor politiske modstandere angribes indirekte via ”shadow banning”, en metode hvor budskabers synlighed mindskes og derfor ikke kan ses af så mange. For de store virksomheder, der styrer den sociale diskurs på internettet, er politisk farvede, ifølge de oplysninger og lækager, vi har adgang til.

Når den politiske magt skifter side, vil de nye magthavere med al sandsynlighed tage de samme våben i brug. Fremfor at der er politisk konsensus om at fælles sæt spilleregler, udnyttes magtpositioner systematisk til at fremme ens egne holdninger og undertrykke andres. Det er denne situation, der med stigende alvor truer samhørigheden og et sæt af fælles grundværdier, flertallet ønsker at værne om.

Det bedste eksempel på denne udvikling er kommunikationen under coronakrisen. På meget kort tid blev selv familier opdelt i to-tre lejre, hvoraf i hvert fald to lejre var aldeles fanatiske omkring deres ret til sandheden. Samfundet blev splittet op i blokke, der ikke kunne enes om selv de mest basale kendsgerninger. Samtidig indførte man fra demokratiske staters side drakoniske tiltag mod befolkningerne af en historisk uhørt karakter. Og det er endnu umuligt at komme med ytringer om covid på Youtube, Facebook og lignende medier, uden at det straks medfører sanktioner. Det gælder også for videnskabsfolk og deres eventuelle undersøgelser eller analyser:

På det område gælder kun regeringernes officielle holdning til virkeligheden.

I Kina praktiserer man nu mange steder omfattende social kontrol af borgerne via smartphones og videoovervågning. Har man ikke point nok, kommer man ikke med bussen. I Danmark fik vi coronapasset, hvor det var nødvendigt for at komme på restaurant. Vi ser, at en stor del tilslutter sig overvågningssamfundet, hvis de ikke lige frem er glade og trygge ved det. Vi ser også, at en del tager kraftig afstand til det. Der er en illusion, at der er tale om “alle” i “fællesskabet”, når disse drakoniske metoder rulles ud. Det handler snarere om, hvem der har magten. Men udskamningen af oppositionen, kategoriseringen af denne som farlig og noget man skal forbyde, er en del af den evindelige meningsideologi.

Når magten skifter, vil de hårdhændede metoder følge med. Så vil de nye magthavere, dem der måske var oppositionen før, anvende metoderne eller måske endda skrue endnu mere op for dem. Netop derfor ville det være mest hensigtsmæssigt, hvis man fokuserede på spilleregler, de fleste kan enes om. Også dem man er uenige om. Et demokrati bør i sær være en ramme for uenighed, hvor man ikke fængsler dem, man ikke kan enes med. Det er en ond spiral, der ender i autoritære stater og politisk forfølgelse.

Kriser og krige vil altid fremelske de værste sider af menneskeheden. De mellemliggende perioder bør anvendes til at skabe solide institutioner, der uden åndelig korruption og politiske ideologer, kan fungere som garanter mod konsekvenserne af polarisering. Noget der er udenfor politisk kontrol. Men det krævede begavede og fremsynede politikere at agitere og implementere sådanne instanser og love. Med nye teknologier som kunstig intelligens på vej, er tiden ved at løbe ud. Aggressionerne, polariseringen, vreden og hadet vokser dagligt. Vi ender med at være uenige om, hvem der må gå på fortorvet. Og en af årsagerne er den uhæmmede anvendelse af straks-kommunikation uden omtanke eller fysisk kontakt, samt dybt korrupte sociale medier, der fremmer ideologiske bevægelser og ikke retten til viden.