Analyse: I den vestlige verden er der en kulturkrig i gang, som de sidste fem år har domineret mediebilledet. De europæiske lande har et anstrengt forhold til den amerikanske kultur, der ofte kommer til udtryk i en generel negativ dækning af USA. På trods af dette retter Europa altid ind efter amerikanerne, og det har de gjort lige siden 1939.
Forbløffede journalister og tv-værter sad chokerede i deres studier, da resultaterne af præsidentvalget i 2016 tikkede ind. Mediernes meningsmålinger var skudt så markant forbi, at flere i mange måneder hovedsageligt havde rapporteret om, hvem der kunne komme med i Hillary Clintons regering. At Donald Trump kunne vinde forekom dem helt urealistisk. Allerede på valgaftenen begyndte det journalistiske korps at lede efter forklaringer på Trumps valgsejr. Der kom hurtigt en konsensus om at “de sociale medier” havde spillet en afgørende rolle for resultatet. Den amerikanske medieverden har været nødlidende siden begyndelsen af årtusindeskiftet, hvor man var meget langsomme til at omstille sig til den digitale tidsalder. Gradvist voksede de nye medier sig store, annoncørerne flygtede og det gjorde publikum også. Dødstødet kom da Netflix i begyndelsen af 2010’erne i rekordfart erobrede seerne over til streaming. De amerikanske tv-stationer forvandlede sig til skygger af fortidens mastodonter. Youtube udviklede sig fra at være en hobby platform til verdens største internetside. Ingen af de etablerede medier kunne følge med. De fleste af dem er i denne periode endt med at blive opkøbt af forskellige milliardærer, herunder Amazons Jeff Bezos.
Det var ikke tilfældigt at de gamle medie udråbte “de sociale medier” som syndebuk for Donald Trumps valgsejr. Han havde en af verdens største Twitter-profiler, målt på antallet af følgere. Og han lagde ikke fingrene imellem, når han kommunikerede på platformen. Hvor de gamle medier før fungerede som et filter politikerne måtte forbi for at nå et publikum, så havde Twitter fuldstændig fjernet deres relevans. De var ligegyldige for Trump. Han sende den ene meddelelse efter den anden ud. Så måtte medierne citerer ham fra hans tweets, hvad de også flittigt gjorde.
Man skulle tro af det demokratiske parti havde lært nogle lektier af valget i 2016. Men som historien viser, er dette ikke tilfældet. For det første skal man i USA helst kunne hente vælgere på midten, hvis man gerne vil være præsident. Da Joe Biden i 2020 stillede op, lykkedes det ham lige akkurat at komme over målstregen, godt hjulpet på vej af Trumps egen arrogance, der netop var blevet for meget for disse vælgere. Biden vandt. Men han har siden valgsejren ikke formået at leve op til sit valgløfte om et ville forene USA. Tværtimod har demokraterne under Biden skubbet dem endnu længere væk, end de var under Hillary Clintons valgkamp i 2015-2016. Det er i sær det demokratiske partis omfavnelse af wokeismen, der for mange almindelige amerikanere er stik imod amerikanske værdier. Herunder religion, familieværdier og ytringsfrihed. Der er ingen præsidentkandidater i det demokratiske parti i miles omkreds, der har en chance for at opnå disse vælgeres stemmer.
Det er et kæmpe problem for demokraterne. Mange pundits havde spået en rød bølge ved midtvejsvalget i 2022. De troede sammen med demokraterne at den stærkt polemiske dom i Højesteret om abortspørgsmålet ville få alle ud af stolen for at vælte republikanerne. Men på trods af at alt tyder på, at det også fik rigtig stor betydning for valgets resultat, så kom der ikke nogen rød bølge. Tværtimod erobrede det republikanske parti magten i repræsentanternes hus, mens demokraterne lige akkurat kunne holde Senatet med et mandat. Man skal i den forbindelse være bevidst om, at det er svært at sammenligne valg til repræsentanternes hus og kongressen med et præsidentvalg. Ved midtvejsvalget stillede mange kendte ansigter op for begge partier, hvorfor de fleste har et stærkt bagland i deres valgkredse. Ved et præsidentvalg har kandidaterne ikke et bagland i langt de fleste kredse, hvor der skal stemmes. Der skal med andre ord helt andre varer på hylden, hvis man vil vælges til præsident i USA.
Donald Trump har meddelt, at han stiller op i 2024. Som da han stillede op i 2016, gør demokraterne igen grin med hans kandidatur. Forleden morede mange demokrater sig over at Trump havde sat en række digitale kort til salg på internettet. De var udsolgt på få dage, og den forhenværende præsident kunne sætte millioner af dollars ind på sin konto. Det er et fint eksempel på, hvad det demokratiske partis største problem er:
De udviser en massiv disrespekt overfor de vælgere, de egentlig skulle have travlt med at appellere til.
For på trods af de gamle mediers massive kampagner rettet mod denne gruppe af vælgere på midten, så fjerner de sig med massive skridt fra demokraterne. Uanset om det er Trump eller en anden kandidat med samme budskab, der stiller op til valget i 2024, så får demokraterne ualmindelig svært ved at overbevise disse vælgere om at stemme demokratisk. Den generelle nedgørelse af vælgerne og det, de ønsker, kan spores helt tilbage til 2016. Fremfor at anerkende vælgernes valg har mange demokrater brugt deres tid på at moralisere over, hvorfor disse vælgere er farlige. Politisk har de omfavnet censuren, hvor undertrykkelse af informationer og ytringsfriheden er kommet højt på den demokratiske dagsorden. Men virkeligheden er ved at indhente dem. Tilliden til de gamle medier i USA er på et absolut lavpunkt. Samtidig er der markant flere almindelige amerikanere, der ytrer sig på de sociale medier. Her har demokraterne haft stor succes med at undertrykke vælgernes meninger via et åndsfællesskab med wokeistiske tendenser i de store medievirksomheder som Facebook, Twitter, Google og Apple. Samarbejdet har været baseret på at fremstille kritik som hadtale. Det har man udenom lovgivningen fået forbudt på de nye medier. Samtidig er blokering og shadow banning af republikanske kandidater med stor effektivitet blevet indført af bagdøren, mens teknologivirksomhederne bag har skjult dette for offentligheden og løjet om det i den amerikanske kongres.
Alt dette fik dog en brat ende på verdens fjerde største internetside, Twitter, da Elon Musk opkøbt mediet for nogle måneder siden. Afsløringerne om aktiviteterne har de demokratiske pundits og politikere, men ikke mindst journalister på de gamle medier, latterliggjort og kaldt for ligegyldigt. De mener at teknologivirksomhederne blot har passet deres arbejde og gjort “internettet sikkert”. Atter undervurderer de fuldstændig de amerikanske vælgere. Men ikke mindst det republikanske parti, der langt om længe har fået afgørende beviser for, hvad de længe har sagt: Facebook, Google, Apple og Twitter har ført politiske kampagner i ledtog med demokraterne, rettet mod republikanerne.
Man skal være meget dum for at bilde sig selv ind, at det republikanske parti ikke har tænkt sig at gøre noget ved dette.
Af samme grund er der aldeles tavst hos Facebook, Google og Apple. Disse virksomheder og deres ledere er udmærket klar over, hvad der venter dem, hvis republikanerne igen får magten. Det man så med Donald Trumps præsidentperiode kan være det rene vand, i forhold til hvad der kommer til at ske i 2025, hvis der er en ny, republikansk præsident i Washington. Måske kan man tale om at Trumps præsidentperiode mest af alt var en forsmag på, hvordan verden kommer til at se ud. Det bringer os til Europa og Canada.
I 2022 er størstedelen af de vestlige landes ledere støtter af den wokeistiske bevægelse. Det betyder regnbueflag, cancel-culture, MeToo og massiv identitetspolitik. Da Elon Musk forleden udelukkede 7 journalister fra Twitter, fordi de havde linket til en konto, der i realtime oplyste koordinaterne på hans privat jetfly, selvom han har en hemmelig ID til flyet, gik de demokratiske pundits og journalister helt i selvsving. På trods af at ingen har omtalt udelukkelsen af titusinder af brugere, flere for kun at have skrevet tweets på Twitter i tråd med “at der kun findes drenge og piger”, så fandt man altså denne udelukkelse helt uacceptabel. Både EU-kommisionen og FN har efterfølgende truet Elon Musk med “konsekvenser”. Her burde rationelle mennesker i FN måske minde ledelsen om, at Donald Trump var klar til at skære massivt på den amerikanske støtte til FN, og at uden USA findes FN ikke:
Igen. Tænk frem på en republikansk præsident. Det samme burde EU-kommisionen gøre. For Europa gør, hvad USA siger. Færdig arbejde. Siden 1939 har euroæerne bukket og nejet for det amerikanske hegemoni. Da Trump blev præsident, blev han mødt af stor foragt blandt de europæiske ledere, der gjorde nar af ham. Men når alt kom til alt, så bukkede og skrabede de allesammen for ham. Man kan nemlig ikke gå imod en amerikansk præsident. Lettelsen var derfor også stor, da demokraterne fik valgt Joe Biden. Problemet er at det demokratiske parti ikke har nogle indlysende kandidater, der kan stille op i 2024. Alene den kendsgerning af Joe Biden er alt for gammel til jobbet, er en ren plage for partiet. Og de ved det allesammen. Men fremfor at overveje hvordan man kan nå vælgerne inde på midten, så fortsætter man med at føre en hård kurs overfor deres mærkesager. I den sidste ende er det mest sansynlige, at det republikanske parti atter indtager præsidentembedet, fordi demokraterne mangler ledelse og ikke planlægger for fremtiden.
Eurpæernes anstrengte forhold til det amerikanske folk ses oftest i beskrivelserne af de overfyldte fængsler, raceuroligheder, skydevåben og krige rundt omkring i verden. Men EU-kommisionens trusler mod Elon Musk, kan komme til at koste kommisionen dyrt, når en ny republikansk ledelse får magten. Amerikanerne tåler generelt ingen indblanding i deres indre anliggender. Og lige præcis spørgsmålet om censuren på Twitter, fylder rigtig meget i det republikanske parti. Dermed mindst halvdelen af den amerikanske befolkning. De amerikanske teknologikoncerner står for 95% af den vestlige verdens internettrafik. Facebook, Google, Youtube og Twitter. Uanset hvor meget lovgivning europæerne vil lave, så vil de i 2025 bukke og skrabe for en amerikansk præsident, hvis ikke ligefrem slikke ham i røven. Længe væk vil være ligestilling af 72 køn, forbud mod at sige bestemte ord, krav om shadow banning, blokering af republikanerne – eller det man kalder for højreorienterede – Hollywood-film med genderswapping og meget, meget mere. For kursen vil blive lagt i det republikanske parti, der har haft en siddende præsident, som fik lukket sin Twitter-profil. Kort sagt kommer hele emnet til at fylde langt mere i 2023-2025 end de naive demokrater og øvrige vestlige wokeister kunne frygte i deres værste mareridt.
Elon Musks overtagelse af Twitter er kun begyndelsen på en ny epoke i kulturkrigen. Det bedste for alle parter havde været, hvis man i ro og fred havde sat sig ned på tværs af alle politiske fløje og fundet frem til et generelt sæt spilleregler. Det kunne have været et regelsæt for hele internettet, aftalt på tværs af kontineterne, minus diktaturerne Rusland, Kina og så videre. Men det kommer ikke til at ske, fordi der i Europa er en forkærlighed for at man udviser disrespekt og foragt for de vælgere, der stemmer noget andet, end man ønsker. Det så vi også med englænderne, da de stemte Brexit. Man har hurtigt afvist resultaterne, latterliggjort vælgerne, forklaret det “de sociale medier”, “fake news” og alt mellem himmel og jord. Samtidig med at det man egentlig siger er, at disse vælgere er nogle idioter, det bør opdrages bedre. Hele denne stemning er tilmed bygget endnu mere op under Covid-19 pandemien, der har fraktioneret det meste af den vestlige verden i “covidians” (troende, der bekender sig til al coronalogik eller mangel på samme) og “deniers” (fornægtere, der bekender sig til konspirationsteorier).
Midt i alt dette står virkligheden og banker på døren. Naiviteten er udsøgt. Det bliver USA, der bestemmer, hvordan mediebilledet og internettet kommer til at se ud. Og her er mange vælgere mere end trætte af demokraternes moralisering, restriktioner og bedreviden. Når mange wokeister skriver med arme og ben i disse dage om, hvor hårdt det pludselig er at være på Twitter (på trods af at man både kan lade være eller bare kan blokere folk, man ikke gider høre på), så møder de blot den opposition som den elitære, wokeistiske undertrykkelse i årevis har undertrykt. En undertrykkelse der endnu finder sted på Facebook, Youtube og Apples platforme, men som måske allerede i 2023 bliver presset af det republikanske parti og Elon Musks nye Twitter.
Forsøget på at kontrollere hvad folk må sige, se og høre, er slået fejl. Musk arbejder i lynende hastighed på at transformere hans nyerhvervede platform. Det vil slå igennem over hele linjen, og når neutrale observatører måler trafikken internettet, er der en stor sandsynlighed for at Twitter rykker fra en fjerde plads og op. På Facebooks hovedkontor ser man med rædsel på udviklingen, fordi man udmærket ved, at man er i seng med det demokratiske parti. Marc Zuckerberg må samtidig erkende, at Elon Musk er en reel trussel mod Facebooks dominans, fordi den censur man har indført, samtidig går imod selveste årsagen til at Facebook blev populært: Udvekslingen af informationer.
Musk har foretaget en nøje, kalkuleret satsning. Har har observeret, at de største internetplatforme er topstyrede og underlagt massiv censur. Hele hans forretningsplan med opkøbet af Twitter er, at han ønsker at gøre Twitter til den største platform i verden ved at fjerne alle de barrierer, som de andre teknologikoncerner har sat op for sig selv. Og han er klog nok til at vide, at det er republikanerne, der kommer til at bestemme i 2025. Men endnu mere så har han forstået, at det republikanske parti vil se blod, og at de kommer til at gå massivt efter hans nye konkurrenter med lovregulering, juridiske sager og tvangsopdeling efter monopol lovgivningen.
Og Europa? Danmark?
Vi gør, hvad USA siger, vi skal.
