Læserbrev fra Niels Martin Vind, byrådsmedlem fra Venstre i Fredericia
I byrådssalen i mandags var det tydeligt at mærke en foragt fra SF overfor de virksomheder og investorer, der tjener penge. Det var tilfældet i sagen omkring byggegrundene i Ekkodalen og i debatten om et friplejehjem.
Det er vigtigt for os i Venstre, at læserne af Fredericia AVISEN ved, at Venstre er af den opfattelse at vi netop bør have flere investorer og virksomheder til at tjene penge. Derved bliver der skabt arbejdspladser og betalt skat til den velfærd, som SF så gerne vil dele ud af. Man skulle næsten tro at SF er på vej over i Enhedslisten og vil nationalisere private virksomheder, der er så frække at de kan finde på at tjene penge.
I Venstre hylder vi et frit marked uden monopoler. Det er det, som giver de bedste og billigste produkter for os forbrugere. Hvis man er til biodynamisk havremælk, køber man det produkt, og hvis man er til konventionel minimælk, så køber man det. Et frit marked med flere supermarkeder vil give os forbrugere den bedste pris til den bedste service.
Under byrådsmødet udtalte Conni Jørgensen fra SF, at det er skidt hvis private aktører tjener penge på velfærdsydelser. Hvad er velfærdsydelser, SF? Og hvorfor er det skidt? Når en privat havemand klipper hæk for en ældre borger, gør han både den ældre borger en velfærdstjeneste (FX så borgeren kan blive boende i sit hus) plus han betaler moms og indkomstskat. Jeg kan ikke se hvem der taber på det.
På samme måde tror Venstre på, at mennesket er fornuftigt og bedst selv ved hvad der er den rigtige løsning. Det er derfor Venstre går ind for frie skoler, privatskoler, private børnehaver, efterskoler, frit valg inden for hjemmeplejen, og ikke mindst et friplejehjem. Hvis private kan levere en ydelse til samme pris og med samme serviceniveau som det offentlige, så har vi ikke noget imod at de tjener penge.