Det Konservative Folkeparti i Fredericia stemte på det seneste Økonomi- og Erhvervsudvalgsmøde imod at tillægsbevillige et tocifret millionbeløb til opførelsen af nye koldhaller i Fredericia. Det er ikke tiden, siger gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen.

Er du til skateboard, løbehjul og ramper eller vil du gerne dyrke parkour eller anden streetsport, så er der gode nyheder. Der skal nemlig etableres en cirka 1000 kvadratmeter indendørs streetarena i Fredericia tæt på både midtbyen og Kanalbyen. Det er planen, at den nye indendørs streetarena, der skal ligge ved Ungdommens Hus ud mod Fynsgade, skal tages i brug i efteråret 2024. Sådan skrev Fredericia Kommune i en pressemeddelelse den 11. oktober. Men der er ikke politisk enighed om, at det er den rette tid. Den 7. november stemte Det Konservative Folkeparti imod tillægsbevillingen på 12.194.000 kr. til de Orange Haller, men tiltræder resten. Det står der i referatet af udvalgsmødet den 7. november, og det står gruppeformanden fast på.

Dårlig timing: Det er krisetider

Tommy Rachlitz Nielsen og Det Konservative Folkeparti vil gerne være med til at støtte de unge i byen – også med en hal. Men det er ikke tiden. Fokus må være på skolerne, der har behov for massive renoveringer.

– Det kan siges meget simpelt: Det er ikke tiden. Vi er på ingen måde modstander af at lave en aktivitetshal til Fredericias unge mennesker, og vi har da heller ikke været med i budgettet, hvor man vedtog at bruge astronomiske 22 millioner kroner på projektet samtidig med, at man måtte tage penge ud af budgettet, der skulle være brugt på skolerenoveringer, siger Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber:

– I disse krisetider og i tider, hvor vores skoler trænger til kærlig hånd, må man som politiker være ansvarlig og sige: Skolerne først, og så må det andet komme i anden række.

Pengene skal bruges fornuftigt, slår han samtidig fast.

– Jeg er helt med på, at aktivitetshallen er en del af en budgetforhandling, men det er bare et forkert tidspunkt. Jeg har også hørt flere fortælle, at det er noget, som Socialdemokraterne i mange år har lovet Enhedslisten, men den slags løfter må man glemme nu. Det er en anden tid end for år tilbage, siger han og fortsætter:

Vi skal ikke fremrykke investeringen i en tid, hvor det nok er det dyreste tidspunkt i dette årti at bygge og købe materiale. Vi ser ind i en merudgift på godt otte millioner kroner. Det kan vi ikke forstå, at et byråd, der kalder sig ansvarligt kan stemme for, siger Nielsen.

Han ser i stedet gerne midlerne brugt på byens skoler.

– Det er meget enkelt – et sådan projekt kan man lave i opgangstider. Vi havde gerne stemt for flere midler til skolerenoveringer, men 22 millioner kroner til et halprojekt – det er tiden ikke til, slutter gruppeformanden.

Om projektet

Der var oprindeligt afsat 14 millioner kroner til erstatning for De Orange Haller. Det var bare ikke nok. Under budgetforhandlingerne kæmpede Cecilie Roed Schlutz (Ø) for at finde de sidste midler. Det lykkedes at opnå politisk flertal på området.

Næstformand i Børne- og Skoleudvalget Cecilie Roed Schultz, glæder sig over udsigten til en nye indendørs streetarena – den bliver nemlig sammen med Ungdommens Hus et unikt udgangspunkt for fællesskabet. Hun sagde i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune tidligere på året:

– Siden de Orange Haller måtte lukke ned i 2019, har der været arbejdet på at finde den helt rigtige løsning for en ny indendørs streetarena i Fredericia. Det har taget sin tid, men til gengæld står vi nu med en ny streetarena på tegnebrættet og et Ungdommens Hus med et enormt stort potentiale til at kunne blive Danmarks bedste sted at være ung i fællesskab med andre, sagde hun.

Hun blev bakket op af Socialdemokratiet.

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at finde de ekstra midler til at kunne realisere en virkelig attraktiv streetarena for Fredericias unge borgere. Fritiden er fremtiden, som vores fritidspolitik for unge hedder, og det tager vi meget alvorligt i Byrådet. Et aktivt fritidsliv for flere børn og unge er simpelthen en virkelig god investering i deres fremtid, udtalte formanden for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen.

Fredericia Kommune vil opføre en streetarena på ca. 1000m2 ved Ungdommens Hus ud mod Fynsgade. En ny lokalplan for området skal dog først i høring og vedtages af Byrådet for at projektet kan realiseres til ibrugtagning efteråret 2024.