Med helt nye produkter på hylden og webshoppen kalamari.dk ønsker designer Gitte Dahlhus at ramme en ny gruppe af kunder. I weekenden præsenterede hun den nye webshop og de nye designs på Outdoormessen i MesseC.
Der er travlt hos Gitte Dahlhus Design på Erritsø Bygade i Fredericia, men selvom det normalt er brudekjoler, festkjoler og reparationer, der er på dagsordenen, så har Gitte Dahlhus fundet nye bæredygtige produkter, hvor tøjet passer til den enkelte person og ikke omvendt.

Med produkter fra XS til 6 XL, spænder Gitte Dahlhus’ nye produkter vidt. Tøjet produceres i tencel og merinould. Det første produkt et nyt tekstilmateriale, der skabes af naturlige og fornybare ressourcer i et lukket bæredygtigt kredsløb, imens merinould er kvalitetsuld, der hverken kradser eller klør, derudover er det en meget blød uldtype, forklarer Gitte Dahlhus begejstret om det nye produkt.
– Der skulle ske noget nyt, og vi har længe set på mulighederne derude. Nu har vi åbnet webshoppen Kalamari.dk, og her får man virkelig nogle spændende produkter, der passer til den enkelte. To materialer som jeg virkelig er stolt af, at vi kun kan sy i. Bæredygtigheden er i fokus. Det gælder eksempelvis tencel, hvor 99 procent af vandet, der bruges til fremstilling genanvendes. Det produceres i et lukket system, og i øvrigt med giftfri kemikalier, så det er virkelig et miljørigtigt produkt, fortæller Gitte Dahlhus.
Det er noget andet, end hvad hun er vant til at arbejde med, men hun nyder det, særligt fordi hun går op i detaljerne i tøjet.
– Det er noget helt andet end, når vi står med festkjolerne i polyester, de kjoler er til fest og skal naturligvis stråle, så man føler, man er noget helt særligt. Ulden er mere praktisk og god året rundt. Vi får eksempelvis ulden fra Australien, og den kommer med et dyrvelfærdsmærke. Jeg har ledt og ledt, og fandt den helt rigtige kvalitet der. Nu syer vi løs, og kan producere løbende, som kunderne bestiller. Der er en produktionstid på 5-10 hverdage, fordi det også går ud på ikke bare at fylde et kæmpe lager op med størrelser, men derimod at lave, hvad kunderne efterspørger løbende, siger Dahlhus, og kommer ind på nogle af fordelene ved de nye materialer:
– Både tencel og uld transporterer fugten væk, når man eksempelvis sveder ved sport og bevægelse, modsat bomuld, hvor det sidder fast i stoffet. Det gælder i øvrigt også i regnvejr, der transporteres fugten også væk. Det håber vi, at kunderne tager godt imod. Det er som sagt ikke fra dag til dag, det tager lidt tid at sy tøjet, men når bestillingen er lagt ind med mål, farver og ønsker, så går vi i gang. Det er også planen, at vi vil lave en shop i butikken herude, hvor man kan måle efter og tjekke materialerne ud.

Det har været et ønske længe for Gitte Dahlhus at arbejde med produkter, hvor man undgår ressourcespild, og derfor glæder det hende, at kunderne tager godt imod det nye koncept.
– Altså de kunder der har købt, de kunder der har rørt ved materialerne, de er begejstret. Dertil kommer, at folk er glade for muligheden for at lave tøj, der passer til den enkelte, og ikke en standard, siger Gitte, der i weekenden deltog i outdoormessen i Fredericia.
– Det er jo længe siden, at vi har været på messe sådan rigtigt. Vi har tidligere stået på messer med brudekjoler, hvilket er noget andet, fordi man der booker en aftale direkte på messen med bruden. Her præsenterer vi de nye materialer, og giver dem en flyer, hvor de får procenter i vores nye webshop. Vi havde valgt at være med på outdoormessen, fordi det var første gang, at der var sådan en messe i Fredericia, og vi ville bakke op som lokale, fortæller Gitte Dahlhus, der håber, at man vil tage et kig på hendes nye webshop, hvor man kan bestille i fem forskellige længder:
– På kalamari.dk kan man bestille hver størrelse i fem forskellige længder, så det kan passe alle uanset højde og drøjde, siger hun med et smil og viser rundt i butikken på Erritsø Bygade, hvor vi får mulighed for at røre ved de nye produkter.
Se mere på kalamari.dk