Der er fristende i disse dage at ønske sig en klækkelig lønforhøjelse, så man kan blive kompenseret for nedgangen i reallønnen. Købekraften er nemlig blevet reduceret i 2022, og det tyder på at det vil fortsætte i 2023. Så hvorfor skal man ikke ønske sig mere i løn?
Den største del af arbejdsstyrken befinder sig et sted hvor man er godt polstrerede. På grund af den høje beskæftigelse har mange familier to indkomster, og for de fleste rækker det til både en tilpas bolig, to biler og rejser flere gange om året. Selvom købekraften er faldet, energipriserne er røget i vejret med raketfart, så kan det blive endnu dyrere, hvis man får mere i løn. For den løn som lønmodtagerne i den private sektor ville få, vil sandsynligvis ende som prisstigninger, når virksomhederne hæver deres priser for at kompensere for forhøjede lønomkostninger. Det er den inflationsspiral, som den danske nationalbank i denne uge advarede imod.
Hele formålet med at nationalbankerne i verden hæver renten er at sænke forbruget. De ønsker med andre ord at du køber mindre. Det vil i sig selv føre til afskedigelser i de virksomheder, der kommer til at opleve nedgang i salget. Når denne stramme finanspolitik er indført, som det nu er sket via centralbankerne, vil lønforhøjelser kun forlænge den periode, hvor der er nedgang. Den danske nationalbank forventer i 2023 en negativ vækst på -0.1%. Det kan umiddelbart virke af lidt, specielt når der har været et år med stor vækst. Omvendt er denne ombremsning en potentiel trussel mod sindelaget hos forbrugerne og virksomhederne. Et sindelag der i flere år har handlet om mere forbrug, fremgang og mere forbrug.
Uanset om man hælder til den optimistiske vinkel (det går over om lidt og er ikke så slemt) eller den pessimistiske vinkel (we are all gonna die, alle skal gå fra hus og hjem), så kommer man sandsynligvis til at skulle begrænse sig det næste års tid. Danskerne har fortsat en af verdens højeste levestandarder, så der er gennemsnitligt adskillige overflødige kilo tilovers, før man skal til at sulte. Men indskrænkningerne i privatforbruget er nødvendige, hvis krisen skal forkortes, så man kan komme tilbage til en normal prisudvikling igen. Samtidig må man indstille sig på, at det kan ramme de mest gældsbelastede danskere hårdt. Har man sat sig dyrt med indtil flere lån, månedlige afbetalinger og store boligomkostninger, vil det indskrænkede råderum i privatøkonomien kunne udvikle sig truende. Priserne på ejendomsmarkedet ser samtidig ud til at falde, samtidig med at statens nye vurderingssystem udskriver regninger på nye vurderinger af ejendommene.
Måske kunne en lønforhøjelse hjælpe på den korte bane. Men i takt med at virksomhederne mister ordrer, vil ledigheden også stige. Lønforhøjelserne kan derfor medvirke til at man i den sidste ende helt mister sit job, hvis den stramme finanspolitik fortsætter længe nok. Umiddelbart vil mange der er ansat i den offentlige sektor føle sig mere tryg. Men også her kan samfundet ramme en mur. Der er løbende blevet tilført mere og mere arbejdskraft til det offentlige, samtidig med at staten har optaget betydelige lån i udlandet. Som det skete i 1980erne kan det blive nødvendigt med en indskrænkning af den offentlige sektor, fordi indtægterne fra erhvervslivet og skatteborgerne ikke kan finansiere det offentlige forbrug. Allerede under de nuværende budgetforhandlinger rundt omkring i kommunerne leder man efter overflødige stillinger, specielt i den administrative del af sektoren, fordi der ikke er penge nok til forbruget.
Jo flere ledige der er på arbejdsmarkedet, desto mindre er den enkelte lønmodtagers arbejdsværdi i kroner og ører. Hvis der er flere om at søge et job, behøver arbejdsgiveren ikke konkurrere så hårdt om at få jobs besat. Derfor kommer ledighedstallene til at blive afgørende i den kommende tid. På nuværende tidspunkt har den siddende regering afvist at indføre den stramme finanspolitik, der anbefales af nationalbanken. Det ville betyde besparelser på 1% af bruttonationalproduktet. Ikke alene skal der være Folketingsvalg, men samtidig argumenterer man for at det ville være for hårdt og kunne medvirke til at forstærke effekten af den nuværende opbremsning i økonomien, samt inflationen.
Samlet set kan de danske husstande være nød til at indrette sig på en periode, hvor man skal reducere i sit forbrug, og hvor lønforhøjelser ikke er løsningen på problemerne. Nogle økonomer spår en drastisk udvikling med reelle kriseproblemer, mens andre tror på en relativt kortvarig nedgang i forbruget og økonomien. Historisk er kombinationen af høj inflation og energikrise dog en klar indikation for, at livremmen bliver spændt ind. I 1970erne voksede arbejdsløsheden således betydeligt, samtidig med at man indførte betydelige spareprogrammer på energiforbruget. Først i midten af 1980erne begyndte inflationen af ændre karakter efter at den borgerlige regering havde indført en længere række af økonomiske reformer, der nedsatte det offentlige forbrug, samtidig med at man havde en stram finanspolitik.
