På et pressemøde den 6. marts 2022 forklarede statsminister Mette Frederiksen at Europa jo havde en fælles historie, og derfor må Danmark gå med i det europæiske forsvarssamarbejde. Det hun mente med en fælles historie var, at. Ja, hvad?

For bagefter kunne man høre kommentatorerne køre løs uden at bemærke denne komplette historieforfalskning om Europa. Igen og igen trækker man historiekortet frem. Det er historisk. Historisk. Man tager ordet i munden indtil det bliver udvandet. Men allerværst så fordrejer man historien og bruger den konstant i en aktuel kontekst, men uden den nødvendige ydmyghed som historieskrivning ellers kræver.

Den fælles historie for Europa som statsministeren gerne vil bruge som argument for at ophæve det danske forbehold omkring forsvarssamarbejdet på kontinentet, er helt anderledes end det, hun enten tror det er, fordi hun ikke ved bedre, eller endnu værre, det hun lader som om det er:

Europa var det 20. århundredes brændpunkt. To verdenskrige slog millioner og atter millioner af mennesker ihjel, byer blev jævnet med jorden i barbariske angreb på civilbefolkningerne, også gennemført af de vestlige magter som USA og England. Millioner var på flugt. Europas historie var modbydelighedens centrum. Krige der startede uden at nogen anede, hvad de reelt handlede om. Bortset fra at den nationale pest drev Europas nationer til alvorlig splid og territoriale krav mod hinanden. Udrensning af etniske mindretal på grund af nogle grænser eller et forkert tilhørsforhold til den ene eller anden side. Ja, det nationale var ondskabens drivkraft i hele Europa.

Med dannelsen af det europæiske samarbejde forsøgte man at ændre denne historie fremadrettet. Er det den historie, Mette Frederiksen hentyder til, når hun taler om den fælles europæiske historie? Hvis det er, så har den også været dybt præget af nationalistiske problemer. Senest med Polen, men ikke mindst med Brexit. Det er udpræget modstand mod et europæisk samarbejde i de fleste lande på kontinentet. Faktisk går Danmark i spidsen med modstanden, hvis man ser på vores tidligere folkeafstemninger og de forbehold, vi i øvrigt har.

Ude godt, hjemme bedst. Det er den melodi, de fleste europæere bekender sig til. At EU har medført øget levestandard, bedre økonomiske rammer, stor samhandel og vækst, er en lille historie for den menige europæer. Det er kun dem udenfor, der ser med misundelse på EU. Bortset fra Storbritannien, der ikke kan komme sig over at have været en stor kolonimagt. Ukraine ser med misundelse på samarbejdet, og ville kæmpe mod Rusland for at være en del af den europæiske familie. Nu med døden til følge.

Vladimir Putin har ikke meget at tilbyde Europa. Hans ide om et nyt imperium for russisk storhed og stolthed, har ingen indhold. Også Rusland lever af det europæiske fællesskab. Hvilket de økonomiske sanktioner mod landet, der nu er indført efter invasionen af Ukraine, kommer til at dokumentere i fuld skala. Ganske vist kan Rusland fortsat handle med Serbien eller Kina. Og Kina er en økonomisk sværvægter. Men. I Beijing må de se med rædsel og skræk på vestens overraskende reaktion på krigen i Ukraine. For Kina kommer ingen vegne uden den vestlige økonomi. De er dybt afhængige af de vestlige eksportmarkeder. Langt mere end Rusland. Nu kan kineserne se, at de vestlige forbrugere giver en stor fuck finger til Putin og Rusland. For de grådige kapitalist-kommunister i Kina vil der næppe være nogen stor interesse for at ramt på samme måde som Rusland nu bliver.

Men Europa er atter arnestedet for krig. Og atter er det nationalismens uhyggelige ansigt, der står bag. Putins ideologi er dybest set baseret på Ruslands geopolitiske stolthed. I en nylig tv-tale sagde han, at Ukraine reelt ikke eksisterede, men var en del af Rusland. Atter. Atter. Atter. Det hele handler om nationalitet. Grænser. Folkeslag.

Så er det i øvrigt ligegyldigt, hvem der er Konge hvor.

For det rammer konsekvent den civile befolkning. Børn, der sendes over grænsen til Polen, mens bedsteforældre og typisk en far, der går en uvis skæbne i møde. For krigens onde ansigt er tilbage i Europa. Og som vi så under den sidste verdenskrig, støtter vi gerne op i tale, men ikke i handling. Vi vil nemlig ikke selv opleve krigen. Den må foregå et andet sted. Imens kan danskerne beklage sig over stigende energipriser, fødevarepriser og andre trælse konsekvenser af den nationalistiske krigsførelse i Europa.

Og som Mette Frederiksen sagde: Vores vigtigste allierede er USA. Det er iøvrigt også stærkt nationalistisk, på grænsen til det ekstreme.

Det er i denne spændingstid, at vi end ikke er nået ud af coronapandemien, før verden atter står i flammer. Og atter skal vi høre de folkevalgte bruge ordet ”historisk”. Men reelt er det jo samme historie, som altid:

Den nationale interesse hæves over den almene, menneskelige interesse. Konflikter skabes på baggrund af disse nationale interesser, mens samarbejdet på tværs af de nationale interesser begrænses eller fjernes. Det vil kræve meget mere end blot 2% af BNP at overvinde den europæiske mentalitet, der gang på gang fører til konflikter og krige.