Danmark pressede længe Norge i EM-finalen, men til sidst gik der nerver i den for danskerne, der lavede afgørende fejl og endte med at tabe 27-25.
For første gang i 18 år spillede det danske kvindelandshold en EM-finale, og hvilken en af slagsene. Det var mod den evige rival fra Norge, som Danmark igennem tiden har haft store slag mod.
Danskerne kom klart bedst fra start. Måltavlen viste 7-3 i dansk favør efter 12 minutter, og værd at bemærke var, at to af de norske scoringer va på straffekast. Danmark førte et par minutter senere med 8-4, og det fik Norge til at forlange timeout.
Et par justeringer fik gang i det norske angrebsspil. Ved stillingen 10-7 efter 21 minutter var det derfor danskernes tur til at forlange timeout. Det fik stabiliseret det danske spil, og efter første halvleg gik danskerne til pause med en føring på 15-12.
Som set så ofte før ved Norge, når det gælder i en håndboldkamp. De fik hurtigt barberet et par mål af den danske føring i anden halvleg, da Danmark fik det sværere angrebsmæssigt. Ved stillingen 18-16 forlangte Danmark derfor timeout igen.
Midtvejs i anden halvleg havde danskerne igen fået oparbejdet en føring på fire mål. Føringen lød på 22-18, men fire norske scoringer i træk fik bragt balance i regnskabet med små ti minutter tilbage af opgøret.
Danmark kom igen foran ved stillingen 23-22, men det blev den sidste danske føring i opgøret. I den sidste del af opgøret brændte Danmark store chancer og lavede tekniske fejl, hvilket gjorde, at Norge endte med at vinde 27-25.