Danmark kom i starten af anden halvleg i uventede problemer mod Kroatien, men så blev grebet strammet så det endte med en dansk sejr på 26-17.
Kroatien var det formodede svageste hold, som danskerne skulle op i mellemrunden. Om det var derfor, at landstræner Jesper Jensen holdt Sandra Toft på bænken hele kampen skal være usagt, men faktum var, at Jensen blandede kortene anderledes end normalt.
Måltavlen viste 5-1 til Danmark efter ti minutter. Kroatien havde ualmindelige svært ved at score, og havde det ikke været for danske afbrændere, havde føringen været endnu større. Særligt var det på nærskud, at danskerne brændte meget. Det var fra både fløjen, stregen og ikke mindst på straffekast.
De mange brændte chancer gjorde, at danskerne ikke endegyldigt havde lukket kampen ved pausen, hvor stillingen var 14-8 i dansk favør. Det var også derfor, at kampen i starten af anden halvleg var på vej til at blive tæt. Det kunne være undgået, hvis danskerne havde haft skarphed. Kroatien fik reduceret til 15-12, og så måtte Jesper Jensen ty til at sætte Mie Højlund på banen i angrebet, og det gav bonus. Højlund kombineret med, at Michela Møller var skarp til at score på straffekast gjorde, at danskerne igen kom komfortabelt foran.
Danmark kom foran 20-14, og så var der igen fuld kontrol over kampen. Det gav endnu mere plads til, at danske reserver som Elma Halilcevic og Andrea Hansen fik spilletid på de danske fløje, men det ændrede ikke på, at danskerne bevarede kontrollen og endte med at vinde 26-17.
Danskerne spiller sidste kamp ved mellemrunden på onsdag mod Norge.