Danmark fightede alt hvad de kunne mod Belgien, men en tidlig føring holdt ikke og belgierne endte med at vinde 2-1. Dermed er danskerne presset før den sidste gruppespilskamp.

Christian Eriksen, Christian Eriksen og atter Christian Eriksen. Det har været samtaleemnet lige siden, at den danske stjernespiller pludselig faldt om i lørdags, men torsdag aften var det tid til at løbe på banen uden ham. Kasper Hjulmand havde valgt at starte med Andreas Christensen på midtbanen og det gav plads til Jannick Vestergaard. På top var Mikkel Damsgaard foretrukket frem for Jonas Wind, der startede inde mod Finland.

Med i ryggen i Parken havde danskerne 25.000 tilskuere, og der var talt meget om, hvordan de ville bære danskerne frem, men også hvordan de ville hylde Eriksen. Ved indløb bragede det ud med: You’ll never walk alone og på midten af banen lå der et stort banner med den danske stjerne.

Fra start var det et toptændt dansk mandskab, der lagde ud med et aggressivt pres. Allerede efter to minutter gav det bonus, danskerne erobrede bolden højt på banen. Yousef Poulsen fik bolden og trykkede af i feltet. Bolden røg ind bag Thibaut Courtois i det belgiske mål, og så var der dømt dansk folkefest. Jublen eksploderede i Parken.

Danskerne bragede videre og havde flere gange optræk til yderligere scoringer, men efter ti minutter var det tid til at hylde Christian Eriksen igen. Bolden blev sparket ud af banen, og alle tilskuerne, spillerne, staben til de to hold og dommerne klappede til ære for Christian Eriksen.

Spørgsmålet var om det påvirkede danskerne, men det gjorde det ikke. Daniel Wass trykkede af efter 25 minutter, men forsøget gik over mål. Efter 35 minutter var Damsgaard på spil, men heller ikke han scorede. Et følt venstebensspark sneg sig forbi mål.

Belgierne havde sporadisk optræk til chancer, men de store, åbne chancer udeblev og efter en stor energiudladning af de danske spillere gik Danmark derfor til pause foran 1-0.

I pausen satte belgierne stjernen Kevin De Bruyne på banen, men det var ikke ham, der stjal fokus. Det var i stedet brølstærke Romelu Lukaku, der satte det danske forsvar af efter 58 minutter. Efter det danske forsvar sat helt af blev Thorgan Hazard spillet fri og udlignede. Den belgiske optur fortsatte. Lukaku var på spil igen med 20 minutter igen, og bedst som man troede situationen var afværget sparkede De Bruyne bolden i mål til 2-1.

I slutminutterne pressede danskerne på for en udligning, men det tætteste på blev et hovedstødsforsøg fra Martin Braithwaite, som ramte den øverste del af overliggeren. Ind kom bolden ikke, og dermed tabte danskerne.

Nederlaget betyder, at Danmark skal vinde den sidste gruppespilskamp mod Rusland og samtidig skal Finland tabe til Belgien for, at danskerne er sikre på at gå videre.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer