Torsdag går det løs. Efter en optakt, der ikke har handlet om håndbold, drejer det sig nu endelig om det, som det handler om, nemlig det sportslige. Danmark tager hul på EM-slutrunden klokken 20:30, hvor modstanderen er Montenegro.

Først var der corona, så var det polemikken omkring, at Danmark ikke havde chartret et fly og så opstod der problematikker på flere af landsholdenes hoteller i Ungarn og Slovakiet, hvor der ikke var opdelte buffeter og almindelige hotelgæster rendte rundt uden mundbind.

Nu er alt det lagt til side, i hvert fald mens kampen spilles, og der er ingen tvivl. Danmark skal vinde mod Montenegro, der har haft alt andet end en optimal optakt med en del coronatilfælde. Situationen er så tilspidset, at det er direktøren i det montenegrinske håndboldforbund, der skal stå på sidelinjen som træner, da landstræner Zoran Roganovic er ramt af covid-19.

Niveauet til EM anses for at være højt, da der ikke er særlig mange nationer, som man bare lige gennemtæver med over ti mål, men Montenegro hører til i den tunge ende af deltagende nationer. Derfor er der ingen tvivl om, at Danmark går ind til opgøret som tårnhøje favoritter, og går det som præsten prædiker, så vil landstræner Nikolaj Jacobsen få fordelt ressourcerne ud.

I første halvleg vil man formentlig komme til at spille igennem med grundstammen, men i anden halvleg kan man se de mere sekundære spillere få en rolle, og dermed allerede fra kamp et få sparet nøglespillere som Mikkel Hansen og Mathias Gidsel, der skal trække læsset, når Danmark formentlig skal spille med om EM-guldet om et par uger.