For første gang siden 2004 skal det danske kvindelandshold i håndbold spille en finale. Det sker efter, at danskerne i EM-semifinalen besejrede Montenegro med 27-23.
Danmark stod med gode kort på hånden. De havde fået den på papiret letteste modstander i semifinalen, men fra start var det et dansk hold, der var under pres. Kampen blev spillet i den slovenske hovedstad, Ljubljana, små ti timer i bil væk fra den Montenegro, og det kunne høres og ses i arenaen.
Arenaen var fyldt op med montenegrinske fans, der skabte en kulisse, der bar Montenegro frem, og de fik den start, som de havde håbet på. Danskerne havde det svært i indledningen af opgøret og kom bagud med 6-3, men så fik danskerne fat defensivt. Sandra Toft fik lukket af i målet og det gjorde, at danskerne udlignede til 6-6.
Derfra satte Jesper Jensens mandskab turboen til. De så sig ikke tilbage, og efter en disciplineret indsats i den resterende del af første halvleg endte danskerne med at gå til pause foran 14-10, og forude ventede en anden halvleg, hvor sejren skulle køres hjem. Nemt blev det dog ikke på trods af forspringet.
Danmark fik det svært angrebsmæssigt i begyndelsen af anden halvleg. Montenegro lugtede blod, og det samme gjorde tilskuerne, der lagde et vildt tryk på danskerne, som i den periode af opgøret følte sig bortdømt af det moldoviske dommerpar, som fløjtede angrebsfejl mod danskerne i tvivlsomme situationer. Montenegro fik udlignet til 14-14, men så løsnede det danske spil sig igen angrebsmæssigt. Mette Tranborg bød sig til med vitale scoringer.
I den anden ende fik danskerne lukket af defensivt, og det gjorde der igen blev oparbejdet et forspring, der denne gang nåede op på 24-19. Så begyndte der at gå gummiarme i den for Danmark, der ikke udnyttede en overtalsperiode, og i stedet for at trække afgørende fra, kom Montenegro i stedet tættere på. Montenegro fik reduceret til 25-22, men tættere på kom de ikke. I slutfasen trådte Mie Højlund i karakter, og var med til at sikre danskerne en sejr på 27-23.