Januar er normalt en stille måned på CLAY. Derfor har museet besluttet at holde lang ”juleferie” og holde lukket for gæster i de første tre uger af 2023. Det betyder, at museet lukker dørene d. 23. december klokken 14 og åbner igen 21. januar 2023 kl. 10.
– Vi står i forvejen foran et spændende, men også udfordrende år med et byggeri af en ny sal i en tid, hvor udgifterne til alting stiger. Ved at lukke ned i en stille periode, hvor entréindtægterne ikke kan dække udgifterne til at holde åbent, udøver vi rettidig omhu, forklarer direktør Pia Wirnfeldt.

Bag kulisserne bliver der dog stadig arbejdet på fuldt tryk. Håndværkerne kan i perioden arbejde uforstyrret og uden at genere gæsterne med byggeriet af en ny udstillingssal, der forventes klar til oktober 2023.
Også museets medarbejdere vil være i fuld sving. Når museet genåbner lørdag 21. januar, bliver det nemlig med fernisering af udstillingen ’Keramikkens sprog’. En udstilling, hvor keramiker og forfatter Peder Rasmussen i samarbejde med CLAY sætter en udstilling op, der præsenterer en mangfoldighed af keramiske udtryk – fra brugsting til skulpturer. En udstilling, hvis fokus er at give beskueren nogle værktøjer og et sprog til både at forstå og sætte ord på det, man oplever i mødet med keramikken.