I går offentliggjorde Dansk Industri sin årlige erhvervsklimamåling. Fredericia har de senere år præsteret flot i undersøgelsen, men i år falder man 12 pladser til en plads nummer 38. Borgmester Steen Wrist sætter fokus på, at dialogen med virksomhederne skal være bedre.

I undersøgelsen bliver kommunerne målt på en række forskellige kategorier, som har stor betydning for de lokale virksomheder. Og netop i forhold til kommunens indsats, for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft, får Fredericia en plads som nr. 47. Når virksomhederne bliver bedt om at bedømme samarbejdet mellem kommunens jobcenter og virksomhederne, så får Fredericia kun en plads som nr. 67 blandt landets kommuner.

– Når virksomhederne oplever det marked, de har gjort det seneste år, så er det klart, at arbejdskraft, infrastruktur og uddannelse bliver deres hovedprioriteter. Det er en prioritering, som jeg er helt enig i, og vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at følge den, siger borgmester Steen Wrist, der hæfter sig ved, at kommunen blandt andet får ros for deres indsats på uddannelsesområdet og den grønne omstilling i undersøgelsen.

70 procent af de adspurgte virksomheder i undersøgelsen vil anbefale andre at etablere sig i Fredericia Kommune.

– Omvendt er der en del af virksomhederne, der oplever, at dialogen med kommunen kunne være bedre. Det tager vi alvorligt, tager ind og gør noget ved, og det er allerede et fokusområde sammen med vores gode samarbejdspartnere. Der er meget godt i undersøgelsen, men der er også forbedringspotentiale, og det tager vi seriøst, siger Steen Wrist.

Overordnet ser borgmester Steen Wrist da også flere områder, hvor undersøgelsen kan styrke den dialog og samarbejde, der er i forvejen.

– Sammen med aktørerne skal vi styrke den virksomhedsrettede indsats fra jobcenteret. Der har været et godt udviklingssamarbejde de senere år, hvor vi har sat gang i forskellige langsigtede initiativer, slutter Steen Wrist.