Kommentar: Amerikansk politik har været kendetegnet ved, at det har været utrolig let at indgruppere politikere og holdninger i faste båse, fordi der stort set kun er to kategorier at vælge mellem. Demokrat eller Republikaner. Det eneste de fleste amerikanere kan blive enige om er, at USA kommer før alt andet. På den måde kan man anskue USA som det ultimative eksempel på blokpolitik. Det er enten eller.
Europa, men ikke mindst Danmark, har derimod haft masser af partier, flere med specifikke nicher og særegne kendetegn. Men i Danmark er partierne i nyere tid blevet indgrupperet i blokke efter et amerikansk forbillede. Det foretrækker den danske journaliststand. Der er mange flere konflikthistorier, stråmænd og dramaer i blokpolitikken, end hvis man skal til at forholde sig til de mange ting, man faktisk er nogenlunde enige om i de store partier.
Lars Løkke Rasmussen kom med startskuddet i forbindelse med valgkampen i 2019. Han ville have et opgør med blokpolitikken, der altid læner sig op af støttepartier, hvis indflydelse langt overgår deres egentlige vælgerandel. I stedet for ønskede han politik for den store gruppe af mennesker, der ikke er til hverken højre eller venstre. Ideen blev afvist dengang. Men efter tumult i Venstre forlod Rasmussen partiet og stiftede Moderaterne, der fik et godt valg, første gang de stillede op i 2022. Under valget tilkendegav Mette Frederiksen pludseligt, at nu ville hun også have en bred regering. Udviklingen har efterladt mange journalister på perronen, fordi de slet ikke ved, hvordan man skal behandle emnerne udenfor blokpolitikkens ekkokamre. Den traditionelle metode med at opstille simple ja og nej spørgsmål er sat ud af kraft. Forvirringen er til at føle på. Man fornemmer det klart i dækningen, når journalisternes endeløse række af interview med hinanden forvandler deres motivfortolkninger til sand. Lidt som med den journalistiske dækning af VM i Quatar, hvor selv den mindste bevægelse skal væves ind i prosa, fortolkninger, bias og følelser. Det er en helt acceptabel form for journalistik indenfor sport, hvor det forventes at journalisten giver sig klart til kende:
”At se de engelske løver vade ind til en VM-kvartfinale har altid det helt rigtige historiske sus, og det havde det også denne aften. Det er som at lytte til Oasis på Wembley, eller bruge sommeren på den spanske sydkyst. Et bid af den engelske folkesjæl”. (DR)
Indenfor denne genre handler det om at gøre det hele forfriskende og åbenbarende. Og. Sådan er det også indenfor den journalistiske formidling af politik. Her er sproget bare sløret, så det er knap så tydeligt, hvilke formålsløse beskrivelser man klistrer på historien. Men iscenesættelsen er lige så følelsesladet, som den vi ser med sport:
Hvorfor gjorde du det. Kan du ikke godt se. Synes du ikke at det er for dårligt. Ved du selv, hvad du gør. Er du ikke sådan og sådan.
Tilsyneladende fine spørgsmål. Men relativt intetsigende og kedelige. Fordi det er konfrontatorisk og sjældent tillader en politiker at finde sine egne ord. Der er jo som regel tale om et konsekvent forsvar i dialogen med journalisterne. Og jo, man kan godt få relevante, interessante og nødvendige svar ud af folk uden at være konfrontatorisk.
Den berømte eller berygtigede SV-regering fra 1978 kom til verden i et forsøg på at få ændret situationen omkring Danmarks bundløse udenlandsgæld og offentlige overforbrug. Den fejlede på kort tid. Omstændighederne var helt anderledes end dem, vi ser i 2022. Dengang lagde den borgerlige lejr også stor afstand til Venstres satsning, der af flere blev betegnet som regulært forræderi. Og også Anker Jørgensen (A) fik tæv af fagbevægelsen, hvor LO’s formand på forsiden af formiddagspressen kaldet ham for en ”skid”. Bagved dette forsøg på en bred regering lå der dog en dyb alvor, nemlig at kassen var tom. Tilliden mellem partierne i denne SV-regering var meget dårlig, og der blev løbende lækket fortrolige oplysninger. SV-regeringens sammenbrud blev til gengæld Poul Schlüters gennembrud, da Venstre-folkene nu var blevet ’urene’. Han tordnede mod Venstre fra Folketingets talerstol og hev Det Konservative Folkeparti ud af en årtiers lang krise. Da Schlüter selv fik magten, erkendte han dog straks nødvendigheden af at samle den borgerlige lejr. Socialdemokratiet meldte sig selv ud af ansvaret, da partiet var i chok over frivilligt at have forladt magten.
Men der ligger noget betydningsfuldt i at se tilbage på 1978. Danmark står i 2022 atter i en alvorlig økonomisk krise. Der skal mere end almindelig blokpolitik til, hvis landet skal klare sig gennem situationen. Hvorfor dette er tilfældet, kan man se i blokpolitikkens væsen. Når der forhandles, så skal alle tilgodeses i blokken. Så uanset om det har været den blå eller den røde blok, der sad ved magten, kom der betydningsfulde resultater til støttepartierne. Heraf også en tilsvarende fraktionering af det politiske spektrum. Samt skabelsen af en regulær lovjungle med uendelige rækker af spidsfindige tilpasninger og formuleringer, der dybest set har haft karakter af usammenhængende reformer. Tilmed reformer der straks efter et valg kunne blive rullet tilbage:
Frem og tilbage.
Skulle det lykkedes at danne en ny bred regering er det derfor ikke bare en stor nyhed i dansk politik. Det er også en prøvelse af den brede vælgerskares behov. Selvom der er meget kritik i den blå lejr af Venstres forhandlinger med Mette Frederiksen, så er der sandsynligvis mange af deres vælgere, der er lettede over at et stort kompromis fjerner de værste konsekvenser af et rent, rødt flertal baseret på de røde støttepartier. Med kun et mandat i overskud efter valget ville det være ren lotteri, at en lov blev, som den blev. Nu kan de blå partier få indflydelse. Deres værdier kan blive repræsenteret. Og alternativet havde været en anden valgperiode med en rød blok.
Om det bliver sværest for Socialdemokratiet eller Venstre at stå på mål for forløbet i det lange løb, kommer helt an på det politiske indhold. For hvis de midtersøgende vælgere i begge lejre kan se hverdagen forandre sig til det bedre, vil de være parate til at tilgive forræderi og løftebrud. I den sidste ende ønsker den menige dansker sig hverken røde eller blå paroler, men smør på brødet og flødeskum på lagkagen. Den eksisterende velfærdskrise skyldes især den uendelige række af lappeløsninger, der i årtier er blevet strikket sammen under blokpolitikkens floromvundne retorik. Godt fremelsket af en krigsglad presse, der hellere ser to blå øjne end et. Det er klart at selvsamme presse vil kaste sig over personfikseringen og dramaerne i Holbergske proportioner. Men sandheden er at få lytter til dem, udover dem selv. De nye medier har milliarder af daglige besøgende, og det kommer intet gammelmedie i verden i nærheden af. De journalistiske indslag er mere af underholdende karakter, afløst af en jævnlig god artikel eller vurdering. De fleste læsere og seere har for længst gennemskuet, at medierne ikke er objektive, hvorfor målinger viser at journalisters troværdighed er helt i bunden.
Bortset fra sportsjournalistik. Det elsker mange. Her må man gerne overdrive, underdrive, spille på følelserne og opfinde ord ingen kender eller forstår, men som på en eller anden måde lyder interessante. Gud ved hvor mange gange der er blevet skrevet eller sagt ”ørken” den sidste måned.
På skrivende stund er resultatet af regeringsforhandlingerne endnu ikke slut. Men skulle Jakob Ellemann-Jensen, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ende med en aftale, så er der ingen tvivl om hvem den største vinder er:
Det er Jakob Ellemann-Jensen. Hvis man kan overtage et parti, der er revnet midt over, og hvor to af partiets største figurer har dannet nye partier, der er braget ind i Folketinget, gå markant tilbage i vælgertilslutning – og alligevel ende med at få Venstres politik, indflydelse og værdier på landkortet – så er man fandme da et geni. Det mest utrolige ved det hele er, at han ikke engang lyver om, at han har ændret sin holdning til at gå i regering med fjenden. Skæbnetimen for Venstres formand kommer dog, når resultaterne skal til at tælle. Hvis en ny, bred regering ikke leverer, så ryger hele det liberale projekt på en langtidsnedfrysning, der ikke er set i mands minde.
Men også Mette Frederiksen kan gå over i historiebøgerne som det politiske dyr, der ikke kunne skydes ned. Efter Mink-sagen burde hendes tid som statsminister have været slut. Det var en kæmpe skandale. Gennem den mest brutale valgkamp og kampagnepolitik siden Jens Otto Krags tid, har hun formået at overbevise vælgerne om tilgivelse og fremtid, samtidig med at hun med kun et mandat fik muligheden for at fortsætte. Nu vælger hun at trække de arveste modstandere ind i gemakkerne, kroner dem og giver dem hæder og ære. Det kunne Machiavelli ikke have skrevet bedre, det manuskript. Det er den langtidsholdbare leder, der konstant spotter modstandernes svagheder, men samtidig også trækker dem tæt indtil kroppen. For den fungerende statsminister vil det være en ny virkelighed, der kan forvandle hende til Danmarks svar på Angelika Merkel, a.k.a. “Mutti” (mor).
På valgaftenen samlede Venstres partisoldater alle tropperne og sendte dem ud på trappen. En indpisker råbte højt til dem:
“Når han kommer, så skal han mærke, at vi er her”!
Da Jakob Ellemann-Jensen kom ind af døren efter nederlaget, stod jeg klods op af ham. Han lignede slet ikke en taber. Der var intet at se i hans ansigt. Man skulle ikke tro, at han lige havde mistet chancen med spidsen af en pegefinger. Han smilede, gik hen mod juhu-koret, og tog turen op af trapperne til brøleri fra Venstres mest ihærdige partifolk, mens han sagde tak til højre og venstre. Man kan sige meget om Ellemann-Jensen. Men man kan ikke kalde ham for en bangebuks.
