Danmark har et repræsentativt demokrati. Det betyder, at vi vælger nogle politikere for en årrække, der så skal repræsentere os på den politiske arena. Vi har historisk ikke haft en tradition for mange folkeafstemninger. Når de er kommet, er det ofte på grund af, at man har skullet afgive suverænitet fra Danmark mod udlandet. Altså typisk når politikerne ikke har haft andet valg.
Nu afskaffer regeringen en helligdag. Begrundelsen er, at man vil skaffe penge og arbejdskraft. At vi skal yde mere i en krisetid. Fagbevægelsen raser over beslutningen, og man har mobiliseret alt, hvad man havde på lager af krudt og kugler. Stort set hele pressen har kørt kampagne mod afskaffelsen af Store Bededag. Som de fleste andre helligdage har den ingen særlig betydning for danskerne, udover, at de har en fridag eller får mere i løn, hvis de alligevel arbejder. Det kan sammenfattes til at være et spørgsmål om penge og fritid. For danskerne er blevet et sekulariseret samfund, der ikke går særlig meget op i kristne normer eller sædvaner, men dog er meget glade for juleaften, muligvis på grund af mad, familie og traditioner. Eller for børnenes skyld.
Fagbevægelsens stærkeste argument mod afskaffelsen af bededagen har været, at vi arbejder rigeligt i forvejen. Dernæst, at vi i Danmark har et system, hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler forholdene på arbejdsmarkedet. Det sidste argument er knap så stærkt. For afskaffelsen af helligdage er en politisk beslutning, der skal være rodfæstet hos de folkevalgte. Ikke arbejdsmarkedets parter. Det havde dog været klogt, hvis man havde inddraget dem. Men næppe produktivt for et konkret resultat.
Da danskerne under valgkampen orienterede sig om de forskellige partiers standpunkter lå det i kortene, at der kunne komme en regering hen over midten. Alle der har stemt på Socialdemokratiet og Moderaterne, har ikke kunnet være i tvivl om disse partiers potentielle samarbejde. Venstres vælgere er anderledes stillet, for de var blevet lovet et nej til en regering med Socialdemokratiet. Sagen er den, at befolkningen har fået de politikere, de har valgt. Så i et repræsentativt demokrati må man acceptere, at de bestemmer indtil en ny valgdato er til at se på kalenderen. Sådan er spillereglerne. Man kunne have udskrevet en folkeafstemning, men man er i regeringen nok meget bevidst om, at man taber på upopulære beslutninger:
Det var hele Lars Løkke Rasmussen argument i valgkampen. Han fremlagde det ærligt og redeligt. At man kommer til at træffe upopulære beslutninger. Dette er så den første test af regeringens stamina. På trods af, at den samlede danske verdenspresse klynker og jamrer, oppositionen gør sit arbejde og høster alle de lavthængende frugter for at få point på vælgerkontoen, så fastholder man kursen mod det, man har besluttet under de usædvanligt lange regeringsforhandlinger.
For man har naturligvis dengang været helt klar over, hvordan reaktionerne ville blive, samt ikke mindst, hvordan find fem fejl pressen ville gå i selvsving over hvert et hår, der sad forkert.
Derfor er afskaffelsen af bededagen også et varsel om nye tider.
Det er en tid, hvor danskerne kan se frem til en stribe af strukturelle forandringer. Hvor dagens pølsemiks af livet er hårdt på jorden, der kan ses på ikke mindst TV-2 eller DR, ikke ændrer på den politiske kurs i nævneværdig grad. At de mange enkeltsager, der har præget det politiske liv i årtier, ikke altid fører til lappelove og symbolske udmeldinger. Spørgsmålet er om regeringen og de bærende partier bagved fortsætter med at have nerverne til at sidde mediekværnen overhørig. Hvis de gør, så kan de kommende 3-4 år betyder en forandring af Danmark, vi ikke har set siden 1960’erne.
Hvis vi i Danmark skulle have flere folkeafstemninger, ville politikerne nok blive mere pålidelige. Så var der jo en risiko for, at man fik folk imod sig straks. Derfor ville man også være meget mere opmærksomme på, hvad der er populært og modsat upopulært. I dag er det typisk i et valgår og op til et folketingsvalg, at man ser denne politiske tilpasning til de mest populære synspunkter. Så er der udsalg. Nu må man i stedet for leve med de politikere, som befolkningen har valgt, træffer deres egne beslutninger. Og så kan udskifte dem til næste valg, hvis man vil det.
Imens kan man med spænding vente på de kommende udmeldinger om nye strukturreformer i det danske samfund. For Mette Frederiksen lader til at stå fast på de aftaler, hun har indgået.
