En række beboere kontaktede før budgetforhandlingerne Inger Nielsen (O) som de havde et ønske til. De ville have opført en cykelsti på Søndermarksvej til Venusvej, og det blev vedtaget i budgetforliget, som blev indgået for nogen tid siden.

Igennem de seneste år er der blevet lanceret flere cykelstisprojekter i Fredericia, og i forbindelse med budgetforliget er der afsat midler til endnu flere cykelstier. En af dem er på Søndermarks/Venusvej, hvor der i alt er afsat tre millioner kroner til projektet.

Der skal etableres en sti i den ene vejside langs Venusvej og stien fortsættes langs Søndermarksvej frem til Skovvej, og det etableres samtidig med en fortovsrenovering. Etableringen af delt sti, giver mulighed for at udvide cykelkantbanen i modsatte vejside, og dermed får cyklerne mere plads. Derudover etableres der hastighedsdæmpende foranstaltninger og forbedring af oversigtsforholdene på Søndermarksvej på strækningen mellem Kløverløkken samt ved Fuglsangcenteret og Fuglsangvej.

– Jeg blev kontaktet af nogle beboere på skovvej, som jeg kender, og de ønskede at få hjælp til trafikken på Skovvej til venusvej. I den forbindelse fik jeg et møde op med Morten Svanborg og nogle embedsmænd. De kiggede på alt lige fra bump, et busskur, der står i vejen og lignende. Jeg sagde, at jeg tog det med i budgettet, fordi det er en god idé, men det blev hektisk som altid. Steen Wrist kom og spurgte om jeg var glad til forhandlijngerne, og jeg sagde nej, fordi jeg manglede min cykelsti, siger Inger Nielsen med et smil og fortsætter:

– Jeg argumenterede med, at thansen, Elgiganten og JYSK åbner i området inden længe, og det gør, at man skal den vej ofte. Det er langtfra alle, der bruger stisystemet, til at gå derhen. Jeg argumenterede med, at jeg havde en hel boligforening bag mig, og at de havde kontaktet blindecenteret også. Steen kiggede på det, og efter drøftelser fandt de plads til det. Christian Bro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, synes pludselig også det var en god idé, så det var godt, forklarer Inger Nielsen.

Udover cykelstien på Søndermarksvej/Venusvej blev det i budgetforliget også vedtaget, at der skal anlægges en ny cykelsti med gadebelysning på Nordre Kobbelvej. Det kommer til at koste i alt 3,5 millioner kroner.