VM-finalen mellem Argentina og Frankrig er en, som bliver husket lang tid ud i fremtiden. Argentina havde udspillet Frankrig, og gik til pause foran 2-0. På to mål af stjernen Kylian Mbappé fik Frankrig udlignet, og så endte kampen i forlænget spilletid. Lionel Messi scorede til 3-2, og bedst som det så ud til, at den argentinske troldmand blev helten, udlignede Mbappé igen. Kampen kom derfor ud i straffesparkskonkurrence, hvor Argentina endte med at vinde.

Det helt store slag skulle slås. Argentina fik en katastrofal start på turneringen, da de tabte åbningskampen til Saudi Arabien. Siden har argentinerne spillet sig gevaldigt op. Det kulminerede i semifinalen, hvor de sprudlede og vandt 3-0 mod Kroatien, og dermed levede Lionel Messis VM-drøm, der ville være kronen på værket for ham.

Frankrig har turneringen igennem været gode. De tabte den sidste gruppespilskamp til Tunesien, hvor de ikke havde noget at spille for, og ellers har de været godt spillende hele vejen igennem. Da de mødte stor modstand i kvartfinalen mod England viste de klassen, og så var Marokko en noget nemmere størrelse i semifinalen.

Finalen startede som et mareridt for Frankrig. Argentina var toptændte og udspillede franskmændene, der kom bagud 1-0 efter 23 minutter, da Lionel Messi scorede på straffespark. 13 minutter senere slog holdkammeraten Angel Di Maria til og scorede til pausestillingen 2-0.

Inden pausen lavede den franske landstræner, Didier Deschamps, en demonstrativ udskiftning og skiftede to spillere ud. Ud gik Oliver Giroud og Ousmane Dembele, og ind kom Marcus Thuram og Randal Kolo Muani.

I første omgang gav det ikke pote. Argentina lignede et hold på sejrskurs, men så slog Kylian Mbappé til to gange. Først reducerede han på straffespark i det 80. minut og i minuttet efter udlignede han til 2-2. Kampen gik i forlænget spilletid, hvor Messi fik scoret efter 108 minutter og lod sig tiljuble af det ellevilde publikum

Igen lignede Argentina et hold, der var på vej til at hjemtage VM-trofæet, men med to minutter tilbage af opgøret blev Frankrig igen tildelt et straffespark. Mbappé var koldere end is, og fik udlignet. I slutminutterne havde begge hold muligheden for at score, men det skete ikke og dermed ventede en straffesparkskonkurrence.

Argentina viste sig som de skarpeste. Messi og Mbappé lagde ud med at score, men så brændte Frankrig to spark i træk og så afgjorde Gonzalo Montiel det hele på det fjerde spark og sendte VM-guldet til Argentina.