I haven bag den katolske Skt. Knuds Kirke i Fredericia findes et specielt mindesmærke. Det er udført som et hvidt marmorkors med et palmeblad på forsiden, og et forstykke med en inskription. Bagved mindesmærket står en granitsten, hvorpå der er indhugget to korslagte pistoler og ryttersabler. Ved siden af denne er en lille granitsten med et malteserkors på. Under disse to sten er et granitstykke med en indskrift. Indskriften på mindesmærket er:
Recuerdos á España de
Antonio Costa
+ 11. August 1808
Det betyder: ”Hils Spanien fra Antonio Costa død 11. august 1808”

På den liggende granitsten står der: ”Rejst af spanske kavalleriofficerer”
Dette er resterne af et noget større mindesmærke over den spanske officer, Antonio Costa, der skød sig selv den 11. august 1808, men hvem var denne spanier, der ligger begravet i Fredericia? I 1808 raserede Napoleonskrigene i hele Europa. Danmark var allieret med Frankrig, hvilket Spanien også var. Derfor var der en del franske og spanske soldater udstationeret i Danmark. Det var eksempelvis spanske soldater, der i 1808 kom til at sætte ild til Koldinghus, da de fyrede for meget op i en pejs. I 1808 var forholdet mellem Napoleons Frankrig og Spanien dog mildest talt ikke godt, og moralen blandt de spanske soldater i fransk tjeneste var ekstremt lavt. Det vidste hovedfjenden England udmærket godt, og de havde mange skibe i de danske farvande. Fra disse skibe sendte englænderne tilbud ind til de spanske soldater i Danmark om, at de engelske skibe kunne sejle de spanske soldater hjem til Spanien, hvis de flygtede. Det var der mange soldater, der gjorde, heriblandt vores spanske officer, Antonio Costa, og hans handling gjorde ham så berømt, at der blev skabt en mængde historier omkring ham. Derfor kan man eksempelvis i Nationaltidende i 1908, på årsdagen for hans død, læse en lang beretning om ham.

Antonio Costa var en fransk emigrant af adelig familie, der blev født i 1768 i St. Laurent de Cerdogne sydvest for Perpignan. Forældrene blev henrettet under den franske revolution, og herefter blev Spanien hans fædreland. Costa havde fra 1792 gjort tjeneste i forskellige regimenter som ritmester og eskadronchef. Han blev i 1808 sendt med den forenede fransk-spanske hær til Danmark, hvor det var meningen, at de skulle gå mod Sverige. Den spanske hær i Danmark bestod af knap 13.000 mand.
Antonio Costa var som nævnt ritmester, og han ledte to eskadroner spanske ryttere fra Horsens mod Fyn, hvor de ville søge mod de engelske skibe ved Nyborg. De skulle med en færge fra Snoghøj, men her blev de mødt af franske soldater, der havde besat færgestedet for at forhindre spaniernes flugt. Her viste Costa sig som en ærefuld officer. Der var for mange franskmænd til at Costas tropper kunne angribe, derfor marcherede han langs stranden om til Lyngsodde, hvor han lod mændene sætte af og hestene fodre.
De franske soldater ved færgestedet alarmerede imidlertid garnisonen i Fredericia, der både bestod af franske og danske tropper, og de sendte en stor styrke til Lyngsodde. Her tog spanierne stilling på højden af Lyngsodde, for at modtage angrebet. Det stod dog tydeligt klart for Antonio Costa, at de ikke ville kunne klare et angreb. Costa red derfor frem, og skal have talt til den franske officer med ordene: ”Alle disse Spaniere har kun handlet efter min Befaling, og skylden for, hvad der er sket, er således kun min. Men jeg er også villig til at bøde.” Derefter skulle Costa have vendt sig mod sine tropper, sænket hovedet og sagt: ”Hils Spanien fra Antonio Costa”, hvorefter han skød sig en kugle gennem hovedet.

Antonio Costa blev begravet på det sted, hvor han faldt, men dagen efter lod den danske officer, Carl Bardenfleth, liget grave op, og placerede det i en kiste, som derpå blev begravet ved Skt. Knuds Kirke inde i Fredericia. Ved 100-årsdagen for Antonio Costas selvmord sørgede to borgere i Fredericia for, at mindesmærket blev sat i stand og udvidet som en stor indhegning. Denne er siden i forbindelse med præstegårdens opførelse i 1957-1958 nedtaget, og nu findes kun brudstykkerne ved kirkens mur.
Det er jo en dramatisk fortælling, som muligvis er blevet pyntet lidt på i løbet af de to århundreder, hvor den er blevet fortalt. Ikke desto mindre findes Antonio Costas mindesmærke stadig den dag i dag ved kirkemuren ind til haven ved den katolske Skt. Knuds Kirke i Fredericia. I kan læse endnu mere om Antonio Costa i en artikel af Henning Petersen i Fredericiabogen 2008.