Det er regionerne, der står for sundhedsvæsnet i Danmark. De driver sygehusene, de skal løse eventuelle behandlingspukler, de skal sikre kort ventetid – og personale nok. Sygeplejerskekonflikten endte galt – og lægger vi dertil Coronakrisen, så er regionerne presset. Men det er i bund og grund ikke deres egen skyld.

Regionerne, et demokratisk og organisatorisk organ i forvaltnings-Danmark som de færreste ved, hvad laver i virkeligheden – og som til tider kan være svært at se logikken i. Vi har netop afholdt valg til de fem regionsråd, men som sædvanligt står det i skyggen af kommunalvalget. Som medier bærer vi et ansvar herfor, men i virkeligheden har de seneste to år med alt tydelighed vist, at regionerne i krisetider er spillet skakmat. De har ikke kompetencen til at bestemme over deres egne områder.

På papiret har regionerne en kolossal betydning for danskernes hverdag. De står for sundhed, de står for regional offentlig transport, de står for kulturudvikling, miljøoprensninger og meget andet. Det er ting, der har meget nær betydning for borgerne, som regionerne burde stå i spidsen for at løse. Jovist, regionerne løser en række af disse opgaver til perfektion – og nogle af sagerne tøver de lidt for længe med, men sådan er det i ny og næ i politik.

Men på regionernes klart største område, sygehusene, står det helt galt til. Det gør det fordi der ikke er personale nok og fordi Corona atter spiller en stor rolle. Det med personalet er regionens ansvar i samarbejde med Folketinget. Der skal sikres nok uddannet arbejdskraft, men det er regionerne, der står for løn og arbejdsvilkår. Eller, det var det. En konflikt med sygeplejerskerne endte med et lovindgreb, hvor regeringen så sig nødsaget til at gribe ind og stoppe konflikten – til stor utilfredshed blandt sygeplejerskerne i hele landet.

Regionerne stod uden chance

At regeringen endte med at gribe ind kom nok ikke bag på nogen. Det var et nødvendigt indgreb, for hverken sygeplejersker eller regionerne ville give sig i forhandlingerne. Hvorvidt sygeplejerskerne skal have mere i løn eller ej er for denne analyse underordnet, men muligheden for regionerne til at give dem det er central. For den mulighed var der slet ikke. Der var ikke flere penge at give af. Anders Kühnau havde strukket sig til sine grænser. For det spøjse med regionerne er, at de ikke selv står for deres indtægt. De har ingen mulighed for skatteopkrævning. Nej, de er alene afhængige af det beløb som Folketinget vil afsætte til dem.

Netop det er kernen i problemet med sygeplejerskekonflikten. De stod uden muligheder. De kunne love en masse, men det sygeplejerskerne ville have, mere i løn, det kunne regionerne, uanset hvor meget de ville det, ikke honorere. 

Derfor var konflikten fra start dømt til at gå galt. Det er politikerne på Christiansborg, der skal finde pengene, for regionerne har ikke muligheden for selv at tjene dem.

Regionerne får altså her ansvaret for noget, som de har været fuldstændig chanceløse i at løse. De har ikke haft muligheden, selvom de med stor sandsynlighed gerne ville have løst problemet hurtigt.

Coronakrisen presser sundhedsvæsnet

Med to grafer stod sundhedsminister Magnus Heunicke for efterhånden længe siden på et pressemøde og fortalte om presset på sundhedsvæsnet. Som bekendt gik det aldrig helt galt denne gang, men med nye mutationer og en smitte der spreder sig som en steppebrand råber sundhedsvæsnet atter vagt i gevær.

Det fik med kort varsel regeringen med Mette Frederiksen og Magnus Heunicke til at indkalde til pressemøde i Spejlsalen, en sal, der har dannet rammerne om en hel perlerække af skæbnesvangre pressemøder om Corona. Til dette pressemøde blev det annonceret, at regeringen ville bede Folketinget om at hæve Corona til en samfundskritisk sygdom og samtidig genindføre Coronapasset.

Det er på papiret og i tanken en rigtig god idé, for det er gratis at få fat i et sådant Coronapas. Man kan blive vaccineret – og efter 14 dage har man et Coronapas. Alternativt kan man blive testet to gange om ugen, og resultatet er det samme: et grønt Coronapas.

Men – for der er altid et men – det er bare ikke regeringen, Folketinget eller Sundhedsministeriet, der skal stå for de her mange tests, som lige pludselig bliver aktuelle. Det er nemlig regionerne. Det i sig selv er ikke et problem, for de har tidligere løst opgaven rigtig flot. Men det er et problem, at de fik så kort tid til det.

For de har ikke bare lige podere stående standby. Så når man i Fredericia kan berette om to podere i testcenteret og ventetider på op mod en uge for en test – så er det på papiret regionens ansvar. Men der mangler også et rimelighedsprincip, for de har ikke haft en jordisk chance for at få det nødvendige personale på plads.

Regionerne får altså her ansvaret for noget, som de har været fuldstændig chanceløse i at løse. De har ikke haft muligheden, selvom de med stor sandsynlighed gerne ville have løst problemet hurtigt.

Regionerne spiller fallit

Opsummerende for ovenstående kan altså siges, at regionerne på mange området holdes ansvarlige for noget de slet ikke har haft en chance for at ændre på. Regionerne skal stå på mål for beslutninger, som de, uanset hvor meget de gerne ville, ikke har kunnet løse.

Regionerne står nu for alvor med aben. De har en hel gruppe af sygeplejersker, der er meget utilfredse med deres løn – og deres arbejdsgivers, regionerne, håndtering af hele lønforhandlingen. Lægger vi dertil, at Corona sætter sundhedsvæsnet yderligere under pres, ja så er regionerne dødsdømt. Intet mindre. For de skal nå at teste nok, ellers løber Corona løbsk. Samtidig indlægges flere og flere med Corona – og der er ikke sygeplejersker nok.

Tilmed er de sygeplejersker der er så utilfredse, at de over en bred kam nægter at tage ”pukkelvagter”. De føler sig trådt på – og derfor vil de ikke bare arbejde mere. De føler sig ikke værdsat.

Regionerne har spillet fallit i en krisetid. De har ikke mulighederne for selv at løse problemerne, men det udstiller blot på grimmeste vis, at når krisen kradser har de intet handlerum. Det handler ikke om, hvorvidt man skal lukke regionerne eller ej, for de laver meget uvurderligt arbejde – og det er nok meget sundt med et demokratisk lag her også. Men når krisen kradser, der er brug for klarere linjer, for lige nu er regionerne fortabt.