Når medlemmerne af Dansk Folkeparti d. 23. januar skal vælge mellem fire kandidater til formandsposten, skal de samtidig træffe et valg om partiets fremtid. De to mest oplagte bud kommer til at betyde to vidt forskellige retninger: Henriksen vil tage en højredrejning og Messerschmidt er fortsættelsen af Pia Kjærsgaards vision for Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl var klar til at tage konsekvensen af et dårligt kommunalvalg, det forklarede han allerede på valgnatten. Dagen efter ville han have et ekstraordinært landsmøde, men uden helt at melde sin egen sikre afgang, snarere at medlemmerne skulle vælge, hvem der skulle være formand. Men atter en dag gik – og Thulesen Dahl meldte ud, at medlemmerne på det ekstraordinære landsmøde skal vælge en ny formand.

Alle talte om Inger. Inger var den oplagte kandidat. Inger ville have fuld opbakning i partiet. Inger ville være den bedste formand partiet kunne få. Men der var lige et problem med Inger. Inger Støjberg blev ved rigsretten idømt 60 dages ubetinget fængsel, en dom der efterfølgende betød hendes exit fra Folketinget.

Men det er alligevel interessant at se, hvordan alle over en kam i Dansk Folkeparti var klar til at støtte Inger Støjberg. Pia Kjærsgaard var med i rigsretten, Kristian Thulesen Dahl var altid to skridt bag Inger Støjberg uanset, hvilket medie, der filmede, Morten Messerschmidt meddelte i sin opstilling, at han ville vige pladsen øjeblikkeligt for Inger Støjberg. Det er i sig selv partiets falliterklæring. Et parti, der i så høj grad lægger sin fremtid an på en politiker, der end ikke er medlem af partiet, det er et parti i dyb krise. Kong Kristian endte med at være en slagen kriger, Mor Pia kunne ikke dy sig for nedværdigende tommelfingre og vælgerne svigtede.

Nyt eller gammelt?

Den politiske nedtur kommer på bagkanten af længere tids interne stridigheder, der meget ulig Dansk Folkeparti, også er blevet til offentlige stridigheder. På det seneste landsmøde blev der, som nævnt, vendt tommelfingre ned af til Martin Henriksen, der ellers tidligere har været en markant og vigtig ideolog for partiet. De stridigheder der har været har givet en ualmindeligt dårlig stemning i partiet, det har givet en uro, som for ethvert parti, men særligt et så ungt parti som Dansk Folkeparti, kan få store konsekvenser.

Nu venter et formandsvalg med fire kandidater. I en tidligere analyse af de tre første kandidater blev der konkluderet, at der kun var ét reelt bud på en formandskandidat. Merete Dea Larsen stillede op, nærmest i protest mod Morten Messerschmidt, men siden da har man ikke hørt meget til hende. Så kom Erik Høgh Sørensen, en mand der af interne kilder blev beskrevet som en splittende figur, men samtidig en mand, der virkelig har forsøgt at tale politik. Han lader det ikke være et personspørgsmål, men et politisk spørgsmål.

Men der er to kandidater, der reelt ender med at skulle kæmpe om formandsposten i Dansk Folkeparti. Hverken Merete Dea Larsen eller Erik Høgh Sørensen har de store chancer, for de to andre kandidater er to af chefideologerne i partiet. Morten Messerschmidt og Martin Henriksen er i en farlig formandskamp, der kan ende med at få fatale konsekvenser for partiet.

Morten Messerschmidt er en DF-darling. Havde han ikke haft en anket dom, der dog nu er annulleret, hvorfor sagen skal gå helt om, så havde han også været den eneste naturlige arvtager i Dansk Folkeparti. Han er næstformand, han har opnået det bedste personlige valg i dansk historie. Det er en mand, der virkelig kan skabe opbakning om sig. Men hans udfordring kan blive, at han står for videreførelsen af det samme. Han har Pia Kjærsgaards entydige opbakning, og han er en nationalkonservativ mand, der står på Dansk Folkepartis grundlæggende værdier. Et valg af Messerschmidt er et valg om mere af det samme, eller snarere: Tilbage til det basale for Dansk Folkeparti.

På den anden side står Martin Henriksen. Han sidder ikke længere i Folketinget, men er derimod valgt til kommunalbestyrelsen i Stevns. Han har været ansat i partiet, men blev efter interne stridigheder fyret. Han er blevet billedet på det de etablerede ikke vil have. Men han er samtidig billedet på hvad nogle af medlemmerne ønsker. De ønsker en større højredrejning. Flere partier har taget retning efter Dansk Folkeparti på indvandrerpolitikken, hvorfor Martin Henriksen vil tage yderligere en drejning. Han vil stå for et nyt Dansk Folkeparti – og et Dansk Folkeparti uden Pia Kjærsgaard i ledelsen.

Der er lagt op til et drabeligt opgør i Dansk Folkeparti, et opgør der kommer til at få afgørende betydning for partiets fremtid.