Målene haglede igen ind bag FHK, da holdet tabte den sidste kamp i 2022 med 39-32. Det har været en tendens, især på udebane, at hjemmeholdet har scoret mange mål. En af tendenserne er, at FHK får en del kontrascoringer imod sig.

Når man indkasserer 39 mål, så er det nærmest umuligt at vinde en håndboldkamp. I denne sæson har FHK lukket over 34 mål ind i fem udekampe. Kun i det ene tilfælde var kampen tæt, og i resten er det blevet til nederlag. Nederlag til GOG og Aalborg er uundgåelige, men at lukke så mange mål ind, kan FHK godt undgå.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Mod GOG blev problemet, at når FHK ikke fik afsluttet hensigtsmæssigt eller der sneg sig en teknisk fejl ind, at GOG ganske enkelt bare løb ned og scorede så let som ingenting i den anden ende. Dertil kommer det, at det etablerede forsvar i første halvleg var ikke-eksisterende. I anden halvleg fandt forsvaret et bedre niveau, og det afspejlede sig også i antallet af redninger. Faktisk fik Thorsten Fries spillet sig op til at have ligeså mange redninger som Tobias Thulin, og derfor var målmandskampen ikke afgørende, som det ellers ses ofte.

Der, hvor der var forskel på GOG og FHK, var på antallet af tekniske fejl, og kontramål til følge. GOG lavede syv tekniske fejl mod FHK’s 11, men ret skal være ret, så har GOG også spillere, der bare er på en helt anden hylde end FHK. Simon Pytlick står foran en potentiel VM-udtagelse, og han var brandvarm med syv mål på ni forsøg, ti assists og nul tekniske fejl. Når så samtidig stregspilleren Lukas Jørgensen er uhør målfarlig og Nicolai Pedersen tyrerede det ene projektil i mål efter det andet, så får FHK det svært.

Det var ellers ikke, fordi FHK ikke i momentvis gjorde det godt. James Junior Scott imponerede igen og igen med hurtige fødder, og var samtidig effektiv foran kassen, og Anders Kragh Martinusen skød for det meste også med skarpt, men det var ikke nok. Forskellen på GOG og FHK var for stor, og i VM-pausen skal FHK have fokus på ikke at begå så mange tekniske fejl, og præstere på et højere niveau i forsvaret over en hel kamp.

adp-as.dk

Se her vores karakterer fra opgøret:

00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Thorsten Fries (7): Første halvleg var til dumpekarakter, men han spillede sig betragteligt op i anden halvleg. Leverede i alt 13 redninger på 44 forsøg.

Mads Lenbroch (7): Fik chancen i hele kampen, og gjorde det godt med fire mål på seks forsøg.

James Junior Scott (7 – Man of the Match): Han havde ild i armen særligt i første halvleg. Endte med at lave otte mål på 12 forsøg, men tre tekniske fejl trækker ned.

Reinier Taboada (4): Var ikke særlig god i første halvleg, men i anden halvleg gik det godt. Endte med to mål og fem assists.

Lasse Balstad (02): Forsvaret var hullet som en si i første halvleg. Fik dog stabiliseret det lidt i anden halvleg.

Nicolaj Nørager (4): Uskarp i afslutningerne, men var til gengæld godt med i assistsspillet. Lavede to mål og fire assists.

Kristian Stoklund (7): Kom ind i anden halvleg og gjorde det fint. Lavede tre mål på tre forsøg i åbent spil.

Anders Kragh Martinusen (4): Når man laver otte mål, så burde man få en højere karakter, men når man så samtidig lavede fem tekniske fejl, så trækker det meget ned. 

Kasper Young (7): Gjorde sin opgave og scorede på de chancer han fik, og det blev til tre mål på tre forsøg.

Rasmus Meyer (4): Sløj første halvleg forsvarsmæssigt, men fik spillet sig op.