ABB i Danmark tilslutter sig pr. 1. januar 2023 Triangle Energy Alliance, som er Trekantområdets strategiske samarbejde om Power to X-teknologiens udvikling. Målet er at udvikle et sammenhængende energi- økosystem baseret på vedvarende energikilder der udnytter eksisterende anlæg og nybyggede tekniske anlæg til at producere grønne brændstoffer i Trekantområdets ideelle geografi og infrastruktur.

– PtX spiller en meget vigtig rolle i forhold til at komme igennem den nuværende energikrise, fordi vi i dag har et energimiks, som i højere og højere grad bliver baseret på vedvarende energi. Vi har derfor en stor opgave i at finde løsninger til, hvordan vi kan lagre vores energi bedst muligt, og dermed anvende energien når behovet er der, fremfor når energien er tilgængelig, siger Jeppe Skovgaard Bentzen, Business Development Director, Energy Industries – Process Automation, ABB Danmark.
– ABB kan bidrage med stor erfaring og viden inden for den nuværende energisektor samt bringe andre sektorer i spil. Vi har blandt andet dyb proces- og safety-kendskab fra Olie & Gas segmentet, viden om fjernvarmesektoren og hvordan overskudsvarme fra fx PtX kan udnyttes til fjernvarme, samt erfaring med elektriske integrationsprojekter. Vi ser nu frem til at knytte os endnu tættere til den regionale udvikling i Trekantområdet, siger Jeppe Skovgaard Bentzen, Business Development Director.

ABB etablerer domicil i Middelfart i Trekantområdet
ABB samler sine aktiviteter fra Fredericia og Odense i et nyetableret domicil i Middelfart i starten af 2023. Den tættere tilknytning til Trekantområdet giver os mulighed for at understøtte de lokale aktører og partnere fra Triangle Energy Alliance yderligere.
– Mange af TEA’s partnere er i større eller mindre grad allerede tætte samarbejdspartnere, og med dette medlemskab får vi nu mulighed for at udfolde vores fælles ambitioner inden for PtX. Vi ser PtX og sektorkobling som to sider af samme sag, og vi kan levere de tekniske løsninger, der kitter partnernes ekspertiser og forretningsområder sammen, siger Jeppe Skovgaard Bentzen, ABB.

– Det er en stor styrke, at vi får ABB’s ekspertise og allerede tætte relationer med mange af vores partnere med ombord i TEA. Vi ved, at de allerede er meget aktive i forhold til igangværende PtX-projekter, og vi deler et fælles ønske om at udbygge fysiske og IT-tekniske infrastrukturer, der er fundamentalt nødvendige, når vi på den helt store klinge skal omdanne vedvarende energi til brint og videre til grønne brændstoffer, gødning med mere, siger Søren Schmidt Thomsen, Direktør i TEA.