Naturpark Lillebælt gør status for året der gik. Et år hvor naturparkens mangeårige fokus på havmiljøet nu bliver bakket op af staten: 11 mio. kr. til stenrev og en ide om en ny marin naturnationalpark.

Af formand for Naturpark Lillebælt 2021 Eea Haldan Vestergaard

Året går på hæld, og jeg har igen for anden gang haft fornøjelsen af at være formand for Naturpark Lillebælt i et år. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet til mine kollegaer i forretningsudvalget, til forvaltningerne, til naturparkrådet, frivillige og partnere. Samarbejdet med dette store netværk og mellem Fredericia, Kolding og Middelfart Kommune er enestående, og via naturparken arbejder vi sammen om at skabe et hav af oplevelser, som giver os lyst til at passe på og forbedre vores lokale natur- og kulturarv. Især har vi hele tiden haft fokus på Lillebælt – på det hav der binder os sammen, og som udgør 70 % af naturparken. Vi ønsker et bælt i balance. Det er en bæredygtig dagsorden, som vi er fælles om.

Nye og flere kræfter kommer til

Efter kommunalvalget her i 2021 er det tid til at nye kræfter træder ind i den politiske ledelse af naturparken. Jeg giver stafetten videre, og det nye forretningsudvalg går ind til en vigtig opgave, som jeg selv gennem de seneste 4 år har fundet både spændende og lærerig. I 2021fik vi i alle tre byråd gennemført, at der skulle tilføres flere ressourcer til naturparkens sekretariat. Det var nødvendigt for at løfte de projekter, som vi har fået støtte til fra flere fonde, og for at få et tættere samarbejde med vores turismeorganisationer og partnere om at gøre Lillebælt endnu mere synlig og attraktiv for borgere og besøgende. I 2022 begynder således en kommunikations- og udviklingskonsulent, mens sekretariatschefen kommer på fuld tid. Vi glæder os til at se resultaterne i årene, der kommer!

Bælt i Balance og nye marine tiltag fra staten

Vi er i naturparken i fuld gang med projektet Bælt i Balance, hvor vi har fået 17,1 mio. kr. i støtte fra VELUX FONDEN og Nordea-fonden. Med Bælt i Balance vil Naturpark Lillebælt formidle, forske og forbedre hav- og kystmiljøet ved Lillebælt til glæde for borgere, besøgende og foreninger. Fiskerne har som del af projektet i 2021 fanget og indfrosset 35 tons krabber, som findes i overflod og kan bruges til foder eller krabbesuppe. Vi har gennemført forundersøgelser og fået tilladelser til at opsætte fiskebørnehaver og lave stenrev, så der kommer til at ske en masse konkrete forbedringer ude i havet i 2022. Samtidig får vi igangsat forskning og indkøbt udstyr til formidling af havmiljøet fx gennemsigtige kajakker.

Ud over dette projekt finder vi også i kommunerne midler til flere marine tiltag. Projektet Better BirdLife gav os fx 5 nye stenrev i naturparken i 2021. Kolding Stenbank har indsamlet en masse sten til flere rev, og der skal plantes ålegræs i Kolding Fjord i 2022. Stenbanken har faktisk fået lovning på så mange sten, at vi rigeligt har opfyldt ambitionen om et borgerrev, og nu er igang med at samle ind til rev nr. to. Vi samler gerne til et tredje, hvis vi fortsat kan samarbejde med civilsamfundet på en lige så givende måde i fremtiden. Stenbankdirektøren er godt tilfreds, og jeg er stolt af at have været med til at skabe det.

Vi er kommunalt i fuld gang med marine tiltag, og derfor er det glædeligt at se, at regeringen og staten nu følger med. Vi har råbt op om udfordringerne for havmiljøet i Lillebælt længe, haft besøg af ministeren, sendt breve og afholdt konferencer. 11 mio. kr. er der nu sat af til stenrev i Lillebælt og en ny marin naturnationalpark er på vej. Hvad det betyder for naturparken, at der nu kommer penge til stenrev og en ny marin naturnationalpark, er der vist ingen der ved lige nu. Men det er vigtigt, at alt det arbejde og den lokale forankring, der er i Naturpark Lillebælt, fortsætter i tæt dialog og i et samarbejde med staten. Her er en vigtig opgave også for den nye politiske ledelse i naturparken.

Skamlingsbanken åbnede nyt besøgscenter

En stor begivenhed i Naturpark Lillebælt i 2021 var åbningen af det nye besøgscenter på Skamlingsbanken. Med åbningen 12. maj kulminerede flere års arbejde med at revitalisere hele området omkring den ikoniske Mindestøtte, der blev rejst i 1863 til minde om kampen for det danske sprog. Det samlede projekt er gjort mulig gennem generøse donationer fra blandt andet A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Plan Danmark, Kolding Kommune og Region Syddanmark. Med revitaliseringen kommer Skamlingsbanken nu igen for alvor til at danne ramme for taler, fællesskab og demokrati. Der er også gode muligheder for vandreture i området, og der er projekter i gang for at øge biodiversiteten. Stedet er et fyrtårn for Naturpark Lillebælt. Det er naturparkens højeste punkt med en fantastisk udsigt over hele naturparken herfra. Et besøg værd her i vintertiden!

https://www.museumkolding.dk/besog-os/skamlingsbanken/

På tur i naturparken

Corona ændrede mange af vores planer for guidede ture også i 2021. Naturpark Lillebælt fik dog gennemført 45 guidede ture og vores naturvejledere har talt ca. 2000 deltagere på vores ture og events. Vores telt på Klimafolkemødet i Middelfart med krabber og tang gav også megen opmærksomhed, og da der var ca. 10.000 deltagere på folkemødet, så kan vi også tillade os at tælle dem med. I efterårsferien tog mange på tur til Madsbyparken, hvor vi var samlet med en række fødevareproducenter for at fortælle om bæredygtige, lokale fødevarer, fx krabbesuppe. Naturparken skal fortsætte med at arbejde for, at vi bruger flere af vores lokale og nære ressourcer fx krabber, tang, lokale grøntsager eller vin. Det er en del af vejen mod en mere bæredygtig verden.

11. dec. 2021 fejrede Naturpark Lillebælt 4 års fødselsdag. Det blev markeret ved at vise det flotte nye naturrum frem i Kanalbyen i Fredericia. Naturrummet er et vartegn for marsvinet, vores små hvaler i Lillebælt, og skal fungere som udkigspost og formidlingssted for marsvin. Det er placeret med udsigt ud over Lillebælt, så det er også et besøg værd. Bygningen er støttet med midler fra Friluftsrådet, Lokale og Anlægsfonden og Data Center Community Grants Program.

I 2021 har vi fået et korps af frivillige lokale guider, der kan give naturparkens beboere og gæster nogle helt specielle og personligt prægede ture og oplevelser. De lokale guider formidler deres egne specielle interesseområder i naturparken. Naturpark Lillebælt har i samarbejde med Friluftsrådet givet de lokale guider et kursus i at være lokal guide. Naturparken garanterer således for guidernes faglighed og kendskab til de særlige hensyn, der gælder i naturparken.

Aurora var på besøg

I dagene fra den 29. oktober til 8. november besøgte forskningsskibet Aurora med projektet ’Hovedet i Havet’ naturparken. Auroras besøg var en stor succes, og vi har fået mange skoleelever og borgere involveret i snakken om havmiljøet. Det samlede mål var at blive klogere på, hvad vi sammen kan gøre for at få mere liv i Lillebælt og de indre danske farvande – og at øge interessen for det havmiljø, der omgiver Danmark. Sådanne samarbejder, skal vi have flere af i naturparken, et fokus på mere forskning og på undervisning til vores unge, så de får glæde og viden om havmiljøet og kan tage vare på det i fremtiden.

Partnere for et bælt i balance

De seneste år er opmærksomheden på tilstanden i Lillebælts havmiljø forøget. Derfor vil også naturparkens turisme- og oplevelsespartnere hjælpe til med at bringe Lillebælt mod en bedre balance, så vi også i fremtiden kan nyde godt at Lillebælts herligheder. Partnerne bidrager til tre indsatser og de begyndte i juni 2021:

  • Indsamling af penge til naturprojekter i Lillebælt, bl.a. ved salg af marsvin-tøjdyr. Her er nu 16.000 kr. indsamlet på et halvt år.
  • Nak og æd en krabbe, fx ved at lave suppe af krabberne. 175 kg krabber er nu nakket og ædt.
  • Indsamling af affald ved kysten, over og under vandet. 32 kg affald er indsamlet.

Jeg glæder mig til at se mange flere erhvervspartnere melde sig på banen og være med i partnerordningen, og at tallene for indsatserne stiger med årene.

Til slut vil jeg ønske naturparken held og lykke med fremtiden og ønske alle glædelig jul og godt nytår.

P.s.

Jeg kan ikke nævne alt der er sket i naturparken i 2021, men her et par andre overskrifter:

  • Ny shelterplads til 33 personer i Staurby Skov
  • Træ-spætte på Trelde Næs ved naturcenteret
  • Undervisning af udskolingsklasser i projektet: Unge naturparkambassadører
  • Fornyelse af formidlingen på lytteposten i Middelfart.
  • Fokus på Lillebælt i DR vejret
  • Vores partner Gl. Ålbo Camping havde besøg af tysk organisation, som indsamlede spøgelses-garn i Lillebælt.
  • Postkort med krabbesuppe-opskrift
  • Audiowalks – ture på egen hånd.


Læs mere om naturparken på http://www.naturparklillebaelt.dk/

Skriv en kommentar