Efterforskningen har vist, at forkommen kvinde i Vejle ikke har været udsat for en forbrydelse.
Sydøstjyllands Politi modtog søndag morgen den 18. december en anmeldelse om, at en 39-årig kvinde var blevet fundet i Vejle midtby, uden at kunne huske meget af, hvad der var gået forud.
Sydøstjyllands Politi mistænkte, at den 39-årige kvinde kunne være blevet udsat for noget strafbart, da hun manglede flere af sine ting og noget af sit tøj. Efter en grundig efterforskning af bl.a. hendes færden den pågældende nat, kan Sydøstjyllands Politi nu konkludere, at kvinden ikke har været udsat for en forbrydelse.
– Vi tog anmeldelsen meget alvorlig, og derfor arbejdede vi ud fra et worst-case-scenarie, som i dette tilfælde heldigvis viste sig ikke at være tilfældet, da efterforskningen viser, at kvinden ikke har været udsat for noget strafbart, udtaler vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer:
– Vi vil gerne benytte lejligheden til at opfordre borgerne – både unge og ældre – til, hvis det er muligt, at følges ad når de er i byen, eller på andre måder lave aftaler om, hvordan de kommer sikkert hjem. Det er især vigtigt på denne årstid og med de minusgrader, vi har haft på det seneste, fordi det kan gå rigtig galt, hvis man fx af den ene eller anden grund falder i søvn eller på andre måder får brug for hjælp.