Østjyllands Politi var til stede før og under Superliga-kampen mellem AGF og Randers, der blev spillet søndag eftermiddag på Ceres Park.

Fem personer blev, i forbindelse med fanmarchen til stadion, sigtet for at bruge pyro ved at have anvendt bomberør og nødblus. Derudover blev to personer fundet i besiddelse af euforiserende stoffer.

Efter kampen opstod der uro på Strandvejen, hvor en gruppe AGF-tilhængere kastede sten mod en bus med Randers-fans. Flere passagerer fra bussen gik ud, hvorefter gruppen af AGF-tilhængere løb mod dem og udviste en aggressiv og truende adfærd. Der var en del betjente på stedet, og de fik forhindret et sammenstød, og fik gennet passagerne ind i bussen, der kørte fra stedet.

15 mænd i AGF-gruppen blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De havde kastet med sten og forsøgt at indlede sig i slagsmål. Fire personer blev desuden sigtet for at have maskeret sig.